Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

LO: Regeringen har givet op

Regeringen er kørt fast og er derfor nødt til at udskrive valg. Et valg mellem skattelettelser og mere velfærd, lyder det fra LOs formand.

Det bliver et valg mellem skattelettelser til de rigeste eller mere velfærd og bedre vilkår for de offentlige ansatte. LOs formand Hans Jensen mener, at regeringen er kørt fast. Derfor har statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) nu udskrevet valg.

- Regeringen er kørt fast i sin egen dagsorden og har åbenbart opgivet at få skabt de nødvendige forbedringer af velfærdssamfundet, siger han.

Hans Jensen peger samtidig på, at trepartsaftalen mellem regering, offentlige arbejdsgivere og fagbevægelsen stadig ikke er gennemført.

- Det ville have været mest ansvarligt at gennemføre de aftaler, regeringen har indgået, i stedet for at spekulere i partipolitiske gevinster via et valg, siger Hans Jensen og tilføjer, at regeringen forsøger at feje problemerne ind under gulvtæppet ved at ville have et valg nu.

- Jeg undrer mig over, at Anders Fogh Rasmussen udskriver valg på et tidspunkt, hvor regeringen ikke er kommet i mindretal eller har konstateret, at den ikke kan komme igennem med sin politik, siger han.

/ritzau/


Mest læste - 3 timer



Markedet lige nu