Selv om virksomhederne ved, at det er trange tider, og at kunder pludselig bliver til dårlige betalere, har under halvdelen tjek på likviditeten.
4. december 2009, 06:18
Betaler kunderne mon regningen til tiden, og hvor mange penge er der brug for i de kommende år?
Små og mellemstore virksomheder gør trods hårde tider meget lidt ud af at vurdere deres pengesager. Ifølge en rundspørge blandt 200 topchefer i virksomheder med 20-50 ansatte har 54 procent ikke foretaget en analyse af pengesituationen i firmaet.
- En risikovurdering af det likvide beredskab kan skabe overblik over virksomhedens fremtidige behov for penge. Samtidig afdækkes de områdeen r, hvor likvider kan frigøres, så der altid er penge nok internt til at imødekomme behovet. En metode kan for eksempel være at sælge ud af varelageret, gennemgå priserne for at sikre, at de er tilpasset til markedet og generelt set være mere realistisk i forhold til budgettet, siger advokat Torben Thomasen fra advokatkæden Advodan, som har fået foretaget rundspørgen af analysevirksomheden Telemark.
78 procent gør det selv
De små virksomheder, som rent faktisk går deres pengeberedskab grundigt igennem, gør det som regel selv - hele 78 procent.
- Det er oplagt som mindre virksomhed, hvor du ligefrem har mulighed for at blive fritaget for revisionspligten, at bruge revisorpengene på andre ting, som skaber større værdi. Ofte kan du også tage en samtale med din bank, hvor du løbende har en dialog og derfor i god tid ved, hvis der kommer et stort træk på kassekreditten. Så får du en mere positiv feedback fra banken, anbefaler Sune K. Jensen, konsulent i DI's afdeling for mindre og mellemstore virksomheder. Du er fritaget for revionspligt, hvis du ikke overskrider to ud af de tre følgende kriterier: En balancesum på 1,5 millioner kroner, en nettoomsætning på tre millioner kroner eller et gennemsnitligt antal helårsbeskæftigede på 12.
Dårlige betalere
Dårlige betalere er med til at skabe økonomisk glidebane for de små virksomheder. I rundspørgen fra Advodan oplever 43 procent af virksomhederne flere dårlige betalere end tidligere.
- Flere dårlige betalere betyder også, at der er større risiko for at få nye, dårlige kunder, som allerede har fået nej andre steder. En metode til at undgå dårlige betalere er for eksempel ved at foretage flere kreditvurderinger af kunderne, handle kontant og gøre kredittiderne kortere, forklarer Torben Thomasen.
DI anbefaler også, at virksomhederne kreditvurderer deres kunder. Samtidig bør betalingen lægges i faste rammer.
- Det handler om at få skabt nogle indre rutiner, hvor man kan få styret betalingsvilligheden. Man skal have skabt en fast procedure i virksomheden for, hvornår man sender en regning eller en rykker ud. Alle undersøgelser viser, at kommer der et brev ud, ryger der også penge ind igen, siger Sune K. Jensen.



























































