Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Ledighed spreder sig til nye områder

Både DA, Dansk Metal og 3F venter fortsat stigende ledighed. De anbefaler derfor, at der sættes ind med mere uddannelse af ledige. Ultrakorte og meget målrettede uddannelser er bedst, vurderer DA.

Arbejdsløsheden startede med at stige inden for byggeri, industri og transport. Men nu spreder den sig til andre og større dele af økonomien, hvor mange især indenlandske servicefag så som butikker, rengøring, hoteller, restauranter med videre nu ser ud til at blive ramt hårdt af en hastigt stigende ledighed.

Til gengæld har der på det sidste været et lille fald i arbejdsløsheden inden for byggeområdet, hvilket formentlig skyldes de 1,5 milliarder kroner, som er ved at blive sat i omløb med regeringens renoveringspulje.

Det fremhæver cheføkonom Anita Vium fra fagforbundet 3F, der med sine 345.368 medlemmer er Danmarks største fagforbund. Hun kan allerede nu se, at arbejdsløsheden inden for deres område vil stige i august.

Det vil ske, efter der i juli var et overraskende fald i arbejdsløsheden, som formentlig hang sammen med, at mange ledige holdt ferie med feriepenge fra deres tidligere arbejdsgiver.

»Inden for vores område er arbejdsløsheden tredoblet over det sidste år, fra 3,9 procent til nu 10,5 procent af arbejdsstyrken. Så vi er meget hårdt ramt, og venter ledigheden stiger endnu mere. Eneste lyspunkt er et lille fald inden for byggeområdet, hvor ledigheden er faldet med 110 personer i august. Fortsat er den dog oppe på 13,4 procent af arbejdsstyrken her,« siger Anita Vium.

Massive initiativer
Hun opfordrer på den baggrund regeringen til at sætte gang i massive initiativer inden for uddannelse og investeringer på miljøområdet, så der skabes flere grønne job og en endnu mere miljøvenlig økonomisk vækst.

Chefkonsulent Erik Simonsen fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA) siger, at heller ikke de vil blive overrasket, hvis der kommer en ny stigning i arbejdsløsheden.

»Der er jo ikke nogen klare tegn på, at alt hvad der hedder krise er forsvundet. Så ledigheden kan meget vel stige yderligere de kommende måneder.«

Erik Simonsen tilføjer, at DA bestemt ikke er afvisende over for tanken om at få dele af de ledige uddannet bedre, sådan som store dele af fagbevægelsen for tiden slår på tromme for.

»Men det skal være korte og meget målrettede uddannelser, der er brug for på arbejdsmarkedet. Det nytter ikke at binde folk fast i lange uddannelser, så de ikke er til rådighed, når der igen bliver brug for dem. Man kunne passende sætte ind over for dem herhjemme, der har de dårligste færdigheder, når det gælder om at regne, læse og stave,« siger Erik Simonsen.

Cheføkonom Mikael Bay Hansen fra Dansk Metal venter også stigende ledighed senere på året.

»Der har været et lille fald i ledigheden på det sidste inden for vores område. Arbejdsløsheden er faldet fra 7,0 procent i juni til 5,1 procent i august. Men det tror vi er et forbigående fænomen, som hænger sammen med mere tekniske forhold. Den reelle ledighed er formentlig omkring otte procent hos os, og vi ser ingen vending til det bedre, tværtimod,« siger Mikael Bay Hansen.

Fortsat lav ledighed
Han peger på, at Man Diesel i Frederikshavn, Lindøværftet på Fyn, Danfoss og Sauer Danfoss alle er i gang med eller har varslet fyringer i stort tal.

De officielle tal for arbejdsløsheden i august udsender Danmarks Statistik først sidst på måneden. De seneste tal viser, at der i juli var 103.300 arbejdsløse i Danmark. Det svarer til 3,7 procent af arbejdsstyrken. Danmark er dermed fortsat et af de vestlige lande, der har en laveste ledighed.


Mest læste - 3 timer



Markedet lige nu