Antallet af arbejdsløse stiger voldsomt. (Opdateret 10.05)
20. august 2007, 08:09 – opdateret 30. april 2009, 09:45
Arbejdsløsheden i Danmark tordner i vejret. Alene fra februar til marts måtte yderligere 10.600 personer stille op i køen af arbejdsløse. Det er en af de størst stigninger i ledigheden på én måned i årtier. Samlet er der nu 82.100 arbejdsløse i Danmark. Det svarer til 2,9 procent af arbejdsstyrken.
Økonom i Jyske Bank, Niels Rønholt, betegner en så stor stigning i ledigheden på én måned som et »chok-tal.«
»Når ledigheden accelererer så hurtigt, skyldes det en forsinket effekt fra fyringsrunderne, der for alvor dukkede op lige før årsskiftet. Man indgår først i optællingen over ledige, når opsigelsesperioden er udløbet og en opsigelse på tre måneder eller mere er normalt,« siger han.
"Utrolig kraftfuld"
Økonom Rasmus Gudum-Sessingø fra Handelsbanken kalder væksten i ledigheden for »utrolig kraftfuld.«
»En stigning i ledige på hele 10.600 personer i marts er den største stigning siden 1988, hvor ledigheden en enkelt måned sprang op over dette niveau. Samlet er den aktuelle vækst i ledigheden uden fortilfælde i den tid vi har sammenlignelig statistik for siden 1980,« siger han.
Cheføkonom i Danske Bank, Steen Bocian, betegner væksten i ledigheden som »endnu større end frygtet.«
»Der er ingen tvivl om, at dansk økonomi er under et voldsomt pres fra den globale økonomiske og finansielle krise. Der er derfor også grund til at forvente, at ledigheden vil fortsætte op en rum tid endnu. Når det er sagt, så er det vores vurdering, at tempoet, hvormed ledigheden stiger, topper for øjeblikket. Vi venter således, at væksten i ledigheden vil tage af i andet halvår i år - så den månedlige stigning i ledigheden atter kommer ned under 5.000 personer,« siger Steen Bocian.
Den nuværende krise på arbejdsmarkedet er af samme alvorlige karakter som efter kartoffelkuren i midtfirserne og oliekriserne i 1970’erne. Indtil nu er ledigheden steget med cirka 35.000 personer siden bunden i den nuværende krise.

































