Kun knap hver anden dansk virksomhed har en plan for, hvordan de håndterer sygefravær blandt ansatte. Det rammer både den ansatte og virksomheden.
20. april 2009, 16:22 – opdateret 20. april 2009, 16:26
Er det i orden at ringe til en syg medarbejder? Og hvornår skal der en lægeerklæring på bordet? Den slags spørgsmål opstår ofte i danske virksomheder.
Lidt mere end hver anden virksomhed, nemlig 51 procent, har nemlig slet ingen faste procedure, praksis eller politikker for, hvad de personaleansvarlige skal stille op, når en medarbejder sygemelder sig. Det viser en undersøgelse fra CABI, Center for Aktiv Beskæftigelsesindsats, som Capacent Epinion har gennemført blandt 400 ledere med personaleansvar.
De manglende regler giver problemer både for de ansatte og virksomhederne. Det mener Lars Nellemann, CABI’s markedsleder for virksomhedsområdet.
- Når der ikke er en fælles holdning i form af en politik eller procedure, bliver det op til den enkelte leders vurdering, hvad der skal ske. I mange tilfælde er resultatet, at lederne helt undlader at kontakte den syge medarbejder, siger han.
Værst ser det ud i de små virksomheder. Men selv på små arbejdspladser er det afgørende at have klare retningslinjer for, hvordan sygemeldinger skal gribes an.
- I en lille virksomhed kender chefen ofte alle medarbejdere, og det er fint. Men når det kommer til sygdom, kan håndteringen nemt blive meget forskellig afhængigt af, hvilket forhold chefen har til den enkelte medarbejder, siger Lars Nellemann.
Med faste procedurer vinder både chefen og de ansatte tryghed, for da er alle klar over, hvad handlingsforløbet er ved en sygemelding.
Få gode ideer til arbejdet med sygefravær på CABI's hjemmeside.
- ulha









































