Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Lang ønskeseddel til den nye regering

Landets små og mellemstore virksomheder har det svært. Brian Mikkelsen får som økonomi- og erhvervsminister en stor opgave med at forbedre klimaet for virksomhederne i samarbejde med resten af den nye ministerstab.

Fra kulturminister til justitsminister og nu indtager Brian Mikkelsen (K) ministerstolen i Økonomi- og Erhvervsministeriet. Udfordringerne er mange i en tid, hvor landets små og mellemstore virksomheder har rigeligt at slås med.

Set fra DI's synspunkt bliver den største opgave for de nytiltrådte ministre at forberede virksomhederne på den kommende optur.

- Når tøbruddet i økonomien kommer, er det helt afgørende at forstå, at den situation er meget ulig den, vi slap, inden krisen satte ind. Der vil blive tale om en benhård konkurrence. Det er afgørende at få hjulpet vores mindre og mellemstore virksomheder med at få mere viden og innovation ind i vores produkter og processer, siger Thomas Møller Sørensen, chef for DI's afdeling for mindre og mellemstore virksomheder, og fortsætter:

- Det kræver, at vi får et overblik over, hvordan forskellige politiske tiltag spiller ind på virksomhedernes evne til at være innovative. Hvor får vi valuta for pengene, og hvor kan vi ikke konstatere en positiv effekt? Vi skal prioritere vores innovationstiltag og have skabt en kritisk masse, så vi får skabt fokus på de ordninger, der fungerer.

Tid til nytænkning

Nytænkning kræver, at man tager sig tid til det. Derfor er det også en fordel, hvis virksomhederne ikke skal bruge oceaner af tid på at udfylde formularer til det offentlige og andet administrativt bøvl. Regeringen har arbejdet efter et mål om at skære byrderne med 25 procent i årene 2001-2010. Nu ønsker DI og Håndværkstådet en plan, som rækker videre ud i fremtiden.

- Det bliver med Brian Mikkelsen i spidsen, at de sidste og afgørende initiativer i forhold administrative omkostninger skal sættes ind. Det er en meget stor og meget vigtig opgave, som vi forventer, at ministeren vil holde fokus på, påpeger Ane Buch, adm. direktør i Håndværksrådet.

Virksomhedernes adgang til kapital er et andet brændpunkt, som kræver politisk opmærksomhed. Bankerne er endnu tilbageholdende med at låne penge ud, og der er ikke tvivl om, at pengestrømmen skal flyde lettere, hvis den nye økonomi- og erhvervsminister skal undgå kritik på sigt.

- Virksomhederne oplever fortsat problemer med finansiering. Vi efterlyser ikke nye tiltag. Vi har fået en række tiltag i form af bankpakker og erhvervspakker, og de skal have tid til at virke. Men det er vigtigt, at den nye minister sørger for, at tiltagene finder vej ud til virksomhederne. De skal kunne føle, at det bliver lettere at få finansieret sunde og perspektivrige projekter, siger Thomas Møller Sørensen fra DI.

Styr på kommuner

Den helt store udfordring for den nye regering ser Dansk Byggeri i at få styr på økonomien i kommunerne.

- Det er enormt vigtigt, at regeringen får hånd i hanke med kommunernes forbrug, så det sikres, at de penge, der er givet til investeringer, udnyttes til punkt og prikke, siger Lars Storr-Hansen, adm. direktør i Dansk Byggeri og fortsætter:

- Der ligger nogle meget store udfordringer for de nye ministre, og vi glæder os meget til at kunne fremlægge de løsningsmodeller, vi arbejder med.

Ikke mindst fremhæver Lars Storr-Hansen de nye ministres udfordring i forhold til et samarbejde om samfundets udfordringer i forhold til miljø og klima, som kan udnyttes til at sikre aktivitet i byggeerhvervene.

- Den nuværende situation er jo ideel, fordi priserne er lave, så du får masser af miljø for pengene. Der er nem adgang til arbejdskraft, og der er en meget stor eksisterende bygningsmasse, som kan give samfundet en stor gevinst, påpeger han.

Landets største organisa-tion inden for transporterhvervet, Dansk Transort og Logistik (DTL), forventer, at den nye ministerpalet kan skabe vækst i erhvervslivet.

- Det skal ske med en mere erhvervsvenlig politik, og for vores vedkommende inden for transporten må vi sige, at vi står med væsentlig hårdere rammebetingelser end i udlandet. Det gør det svært at konkurrere, og det koster mange arbejdspladser i transportbranchen. Samtidig øger de sværere betingelser antallet af udenlandske lastbiler på de danske veje. Det har vi i DTL svært ved at se fornuften i, siger Erik Østergaard, adm. direktør i DTL.

Samstemmende byder erhvervslivet de nye ministre og især Brian Mikkelsen som ny økonomi- og erhvervsminister velkommen.

Læs videre og se Brian Mikkelsens smv-udfordringer

 




Markedet lige nu