En positiv udvikling, der sendte flere handicappede ud i de danske virksomheder, er nu gået helt i stå under krisen. Der er sket en stigning i sager, hvor ansatte bliver fyret på grund af handicap.
17. februar 2010, 06:09
Finanskrisen har medført, at arbejdsgiverne ikke længere har plads til de handicappede på arbejdspladsen. Det sker på trods af en ellers positiv vækst i antallet af handicappede i beskæftigelse indtil før krisen.
- Vi havde forudset, at mange ville vælge at skaffe sig af med alle, der ikke passer ind i en perfekt ramme, under finanskrisen. Arbejdsgiverne lader til at synes, det er nemmest at skaffe sig af med dem, der har fået en skavank, siger Mette Kindberg, Næstformand i HK på HK's hjemmeside.
Antallet af fyringssager med handicappede i HK er steget fra 20 i 2008 til 24 i 2009 og i HK's lokalafdelinger ser de endnu flere sager.
I 3F har de oplevet en fordobling af sager, så de i 2009 havde kendskab til 6 sager i juridisk afdeling.
Ulovlige fyringer
- Det er ulovligt at forskelsbehandle på den måde, og derfor fører vi selvfølgelig sagerne for vores medlemmer. Men det bedste ville selvfølgelig være, hvis vi slet ikke så den slags sager. Arbejdsgiverne bør simpelthen blive bedre til at se på de enkeltes erfaringer og kompetencer og bruge dem på den bedste måde. Det kan ikke være rigtigt, at vi skal have et arbejdsmarked, der kun kan rumme unge, raske, perfekte medarbejdere, siger Mette Kindberg.
Skaber muligheder
I april sidste år fremlagde regeringen ellers sin nye beskæftigelsesstrategi 'Handicap og job - Det kan lade sig gøre'.
Målsætningen var at antallet af virksomheder, der har ansat en person med handicap, skal stige med fem procentpoint, at flere personer skal være trygge ved at arbejde sammen med psykisk syge personer, og endelig var det hensigten, at 15 procent af de førtidspensionister, der tager imod et tilbud om at komme til afklaringssamtaler i jobcentre, skal i beskæftigelse.
Hensigten er, at målene er opfyldt inden udgangen af 2011, men strategien har fået en hård start midt i krisetiderne.
Stig Langvad, formand i Danske Handicaporganisationer (DH), tror heller ikke, det bliver let at nå målene, men han er glad for, at regeringen fastholder strategien og ikke lader de handicappede vente til, at kurverne igen peger opad.
- Krisetiderne kan give virksomhederne nogle fantastiske muligheder for at ansætte handicappede. Nogle af de handicappede er mest egnede til at blive ansat i fleksjob, og det betyder måske for en virksomhed, at de ikke skal skære en hel stilling væk, men kan nøjes med en halv, siger Stig Langvad.
En ny analyse fra Rambøll viser, at handicappede udtrykker et stort ønske om at komme i beskæftigelse, men kun halvdelen af gruppen har gjort en konkret, aktiv indsats for at søge arbejde inden for det sidste år.
Det viser sig ellers, at eget initiativ er den væsentligste årsag til, at de handicappede, der i dag er i beskæftigelse, har fået arbejde. Rambøll peger derfor på, at der er stort potentiale i en øget jobsøgning blandt ledige med funktionsnedsættelse.
Jobcentrene skal være mere aktive omkring jobsøgningen og give aktive tilbud som for eksempel virksomhedspraktik.
Stig Langvad mener også, at jobcentrene skal være bedre til at forebygge, at handicappede overhovedet bliver ledige.
Bedre til forebyggelse
- De skal være bedre til at informere virksomhederne om deres muligheder, hvis de har en handicappet ansat. Det er sådan, at mange handicappede i job har mulighed for at få en støtteperson. Det skal udnyttes noget mere.
Han peger også på, at det er vigtigt, at ledelsen i en virksomhed går forrest, så det smitter af på de andre ansatte, og der bliver en afslappet holdning til det, at have en person med et handicap ansat.
- Og så er det vigtigt, at der fra start er lavet en god aftale, og at virksomheden let kan få fat på en tilknyttet person i jobcenteret, hvis der bliver nogle problemer.









































