Dansk Byggeri opfordrer før det nye års forhandlinger til at undgå højere omkostninger for virksomhederne.
4. december 2009, 06:03
- Julen er ensbetydende med lange ønskelister, men det ser ud til, at lønmodtagerne i bygge- og anlægsbranchen må indstille sig på ikke at få alle ønsker opfyldt.
Sådan indledte direktør i Dansk Byggeri, Børge Elgaard, der repræsenterer arbejdsgiverne, dagens pressemøde om overenskomstforhandingerne.
Arbejdsgiverorganisation-en opfordrer lønmodtagerorganisationerne Forbundet Træ-Industri-Byg (TIB) og Bygge- Anlægs- og Trækartellet (BAT) til at skrue ned for forventningerne på grund af den dybe krise, som byggeriet er i, og fortsat vil være i resten af 2010.
- Det er ikke tiden til at øge virksomhedernes udgifter og hæve mindstelønnen. Måske skulle vi prøve at bryde med traditionerne og holde udgifterne på samme niveau, som de er nu, siger Børge Elgaard, der dog gerne vil se på kreative ideer, der kan øge produktiviteten uden at øge omkostningerne.
Det bider dog ikke på BAT-kartellets formand, John Larsen, der ikke tillægger krisen den store betydning for forhandlingerne.
- Historisk har vi før været i kriser, hvor vi har fundet hinanden ved forhandlingsbordet. Det skal nok også lykkes denne gang. Vi ville gå over i historiebøgerne som de første forhandlere nogensinde, hvis vi ingen forbedringer får, siger John Larsen.
Ultimative krav
Udenlandsk arbejdskraft bliver et af forhandlingernes hovedpunkter, og det er et emne, hvor fronterne er trukket skarpt op. John Larsen fra BAT-Kartellet kræver, at entreprenørerne forpligter sig til at holde sig fra underleverandører, der benytter sig af udenlandsk arbejdskraft uden for overenskomsten.
Børge Elgaard kalder det ultimative krav, der ikke klæder en forhandlingspartner inden forhandlingerne er gået i gang.
Den nuværende overenskomst udløber 1. Marts 2010, og der skal derfor være en ny i hus inden denne dato.






























































