20. december 2011, 07:37

Der findes problemer, man helst skal lade ligge, fordi forsøg på at løse dem bare gør ondt værre.

Euro-krisen kunne ligne et sådant problem, for hver gang et topmøde har vedtaget nye tiltag mod krisen, har finansmarkedet efter en kort betænkningstid reageret med nye kursfald.

Den tyske avis Financial Times Deutschland bemærkede hånligt forud for et af topmøderne - det var dét i oktober - at vi nu ville få »den definitivt endegyldige redningsplan«. Hvilket vi så ikke gjorde, fordi det hele som sædvanligt bare blev værre bagefter.

I gamle dage var statsobligationer regnet for sikre investeringer, eftersom stater altid har retten til at beskatte deres borgere. Men udviklingen i Grækenland har mindet investorerne om, at selv stater kan gå fallit. Og nu spreder uroen sig til lande, der egentlig er betalingsdygtige nok.

»Hvis andre frygter, om Italien kan betale sin gæld, så vil de sælge deres italienske statsobligationer,« tænker den forsigtige investor.

»Og så står jeg tilbage med mine papirer, som nu ikke bare er blevet mindre værd, men også mere risikable; de faldende kurser giver jo stigende renter på de nye lån til Italien, og det gør det sværere for landet at betale sin gæld. Så er det nok bedst, at jeg sælger mine obligationer med det samme.«

Problemernes rod

Ved årets begyndelse havde Grækenland og Irland allerede opgivet at låne på markedet, og i begyndelsen af april måtte også Portugal lægges i likviditetsmæssigt ilttelt. Karakteristisk nok skete det kun 14 dage efter et topmøde om en permanent kriseredningsfond.

Hurtigt herefter stod det klart, at den redningskrans, man sidste år havde flettet til Grækenland, var for lille, og en ny blev kastet ud på et topmøde i juli.

»Med dette program griber vi virkelig fat om problemernes rod,« erklærede forbundskansler Angela Merkel glad, men 14 dage senere brød helvede løs igen.

Denne gang var det Italien og Spanien, raseriet rettede sig mod, og roen sænkede sig først, da ECB begyndte at opkøbe de to landes statsobligationer. Men snart gik det op for markedet, hvor små opkøbene var.

Årets sidste topmøde, i december, var mest optaget af at forhindre en gentagelse af krisen, og den aktuelle krise blev heller ikke fjernet.

Økonomer peger på flere årsager til krisen:

Euro-landene har tabt konkurrenceevne efter euroens indførelse, fordi euroen er steget over for andre valutaer, og det er ikke alle lande, som har tålt dette lige godt.

I lang tid troede markedet, at et euro-land var et euro-land, og selv Grækenland kunne låne næsten lige så billigt som Tyskland. Derved har nogle lande haft råd til at låne videre, frem for at sanere deres finanspolitik.

Endelig har de store finanspolitiske lempelser, som blev gennemført for at bekæmpe finanskrisen, forøget gældsætningen.

EU udbygger nu den finanspolitiske koordinering, og det burde hjælpe på gældsætningen - men ikke nødvendigvis på konkurrenceevnen. Derfor er risikoen, at det gamle kontinent bliver fanget i en klemme af høj gæld og lav vækst, og så har vi ikke længere en krise, men en kronisk tilstand.