Hvis bankerne ikke får forlænget deres statsgaranti, vil det koste samfundet dyrt, siger FIH-formand Hans Skov Christensen.
12. december 2011, 06:43 – opdateret 12. december 2011, 06:48
I flere år var Hans Skov Christensen som DI-direktør og erhvervslivets talerør én af dem, der råbte allerhøjest om kreditklemmme. Han ser sådan set ikke anderledes på situationen nu, men mener ikke længere, at det er bankernes skyld. Det er derimod et samfundsproblem.
»Min erfaring siger mig, at det er et hovedproblem, at det både er blevet sværere at skaffe finansiering til investeringer og også betydeligt dyrere. Det mindsker rentabiliteten i investeringerne, og det gør, at selv en virksomhed, der kan få finansiering, måske lige vil tøve. Hvis ikke man lige står og mangler en ny maskinpark, så trækker man lige vejret og ser tiden an,« siger Hans Skov Christensen, bestyrelsesformand i FIH Erhvervsbank, der nu bebuder afvikling af et helt forretningsområde; nemlig ejendomsinvesteringer.
Han ser ingen alternativer til kreditklemmen nu, hvor bankernes finansiering er presset.
»Det er et nationalt problem, at erhvervslånene er blevet dyrere. Det er ikke sådan, at FIH er dyrere end andre. Det gælder over hele linjen, for prisen kommer af en dyrere finansiering for bankerne,« siger FIH-formanden.
Noget af det, som relativt set har været med til at holde finansieringsomkostningerne nede for bankerne, er individuelle statsgarantier for milliarder af kroner. Men garantierne er på vej til at udløbe – uden at finansieringssituationen er blevet normaliseret, sådan som det var forventet, da garantierne blev givet med Bankpakke 2 i 2009.
»Nu sidder vi så i 2011 og kan konstatere, at vi ikke kan forudse, hvad der sker om to-tre år. Derfor må vi ændre vores forretningsmetode, og som ansvarlig bestyrelse må vi jo agere, som om der ikke er nogen statsgaranti efter 2013. Alt andet ville være lotteri. Ren gambling,« siger Hans Skov Christensen
Banken holder samtidig trækningsretten hos storaktionæren ATP på ti mia. kroner i baghånden. Den skal først bruges, hvis det for alvor kommer til et nødstilfælde.
»Vi begynder ikke med at bruge alle de reserver, vi har. Det er der tilpas mange, der har prøvet, og det gør vi ikke. For vi ved ikke, hvad der sker,« siger Hans Skov Christensen
Har du kontaktet politikere og advokeret for en forlængelse af statsgarantierne med udgangspunkt i den ændrede finansieringssituation?
»Jeg ville aldrig gøre det som bestyrelsesformand. Det er mit ansvar at forholde mig til de regler, der gælder. Det må vi rette os ind efter. Men hvis du spørger mig ud fra en bredere erhvervsmæssig betragtning, så ville jeg mene, at man skulle gøre, hvad man kunne for at sikre, at det vækstlag, der findes i dansk erhvervsliv, ikke bliver ramt af yderligere begrænsninger på kreditmulighederne,« siger Hans Skov Christensen.
Den gamle DI-direktør har da også et løsningsforslag klar.
»For flere banker ville situationen være lettere, hvis man lavede en gradvis udfasning af statsgarantien i stedet for at lade den slutte fra den ene dag til den anden. Men under alle omstændigheder skal banksektoren tilbage til en ændret situation,« siger Hans Skov Christensen.B































































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten