En ny lov om fakturering er netop trådt i kraft, der giver virksomhederne mulighed for at slippe nemmere med faktureringen.
14. juli 2010, 06:00
De faktureringsregler, der netop er trådt i kraft, indebærer blandt andet, at en række krav til indholdet af fakturaerne ophæves.
Eksempelvis behøver en faktura til en privatkunde kun at indeholde oplysninger om den samlede pris, materialeforbrug og timepris for at leve op til loven.
Men det er bedst for virksomhederne, hvis de laver deres fakturaer på samme måde som tidligere, mener Dansk Erhverv. For de nye regler giver forbrugerne ret til i særlige situationer at komme tilbage i op til 30 dage efter købet og kræve yderligere oplysninger, der sætter dem i stand til at kontrollere regningen.
- Vi anbefaler, at virksomhederne fortsætter med at lave fakturaer på den måde, de altid har gjort det, hvis de vil undgå ekstra administrativt bøvl. Og vi har Folketingets ord for, at de virksomheder, der følger de hidtidige regler, ikke vil få problemer, fortæller chefkonsulent i Dansk Erhverv, Lars Quistgaard Bay.
Læs mere om fakturering på evb.dk:
Konkursramt maler snød med faktura
Firmaer vælger ny platform til e-fakturering
Intet fakturakrav
Den nye lov ophæver også kravet om en faktura virksomheder imellem (B2B). Men virksomhederne skal træde varsomt, før de dropper fakturaerne:
- Det kan få nogle afledte konsekvenser i forhold til forbrugerkøb, hvor en faktura mellem eksempelvis et værksted og en elektronikforhandler kan udgøre et vigtigt bevis i en forbrugerklagesag. Det samme gælder, hvis man vil kontrollere værkstedsregningen på firmabilen. Vil man fremover stille krav til en faktura, skal dette ske ved aftale med leverandøren. Mit råd er, at stille krav om, at få fakturaen, som man plejer, siger Lars Quistgaard Bay.
Krav til ekstra oplysninger
Særlige situationer defineres som de tilfælde, hvor forbrugeren synes regningen er højere, end man med rimelighed kan forvente.
Dansk Erhverv er sammen med Forbrugerrådet nået til enighed om, hvilke krav forbrugerne vil kunne forlange yderligere, hvis det er relevant for at kunne kontrollere deres regning. Disse er:
- Dato for arbejdets udførelse
- Identifikation af ydelsen
- Grundgebyr
- Andre gebyrer
- Kørsel
- Eksternt arbejde
- Ekstra betaling for arbejde og/eller kørsel uden for normal arbejdstid
- Leje af materiel
- Forsikringer



























































