Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Krav om loft over byggesags-gebyrer

Ekspeditionstiden er blevet hurtigere, fordi antallet af sager faldt. Men kommunernes gebyrer stiger dramatisk. Nu må vi have et loft, siger Håndværksrådet.

Det er på tide, at der bliver lagt et loft over de kommunale byggesagsgebyrer. Det mener Håndværksrådet. Baggrunden er, at gebyrerne er steget voldsomt, siden prisdannelsen på kommunale byggesagsgebyrer blev givet fri pr. 1. januar 2009. En undersøgelse, som rådet har lavet blandt sine medlemmer, viser, at 60 procent af medlemmerne har oplevet stigende gebyrer inden for det sidste år. Stigningerne er størst i hovedstadsregionen og Region Syddanmark.

- Byggesagsgebyrerne skal afspejle de faktiske omkostninger ved en byggesag - ikke være et nyt skatteobjekt for kommunerne, siger erhvervspolitisk konsulent i Håndværksrådet, Thea Gade-Rasmussen, med henvisning til medlemsundersøgelsen.

Firedobler gebyr

For eksempel har tømrermester Torkel Stentorp i Ølsted oplevet, at hans hjemkommune, Halsnæs, (en sammenlægning af Frederiksværk og Hundested kommuner) har øget prisen på byggetilladelser på parcelhuse fra godt 2.000 til godt 11.000 kr.

- Vi skulle opføre et mindre hus på 70 kvadratmeter. Her var prisen på byggetilladelsen mere end firedoblet. Desuden krævede kommunen en række andre tilladelser, som også koster penge. I en situation, hvor der ikke er for meget byggeri i forvejen, dæmper disse store gebyrer aktiviteten yderligere, siger Torkel Stentorp.

Håndværksrådets Thea Gade Rasmussen frygter, at de stigende byggesagsgebyrer skal kompensere faldende indtægter i kommunerne som følge af færre byggesager.

Kortere sagstider

Før krisen tog byggesagerne lang tid at få ekspederet. Her oplever medlemmerne nu, at ekspeditionstiderne er faldet væsentligt. En tredjedel af virksomhederne har således i 2009 oplevet, at sager behandles på under en måned, hvor det i 2008 kun var 12 procent, der fik en hurtig sagsbehandling. Og kun 15 procent har oplevet, at en sagsbehandlingstid trak ud over tre måneder i 2009, hvor 42 procent måtte vente over tre måneder året før.

- Det er selvfølgelig positivt, at sagsbehandlingstiderne bliver kortere, men forklaringen er desværre nok primært det faldende byggeri - ikke øget effektivitet i kommunerne, siger Thea Gade Rasmussen.

Kommuner ligeglade

Det var ikke fredag muligt at få en kommentar fra Halsnæs kommunes borgmester til firedoblingen af byggesagsgebyrerne i kommunen. Kommunens telefoner er lukkede om fredagen, og det lykkedes ikke den embedsmænd, som ErhvervsBladet.dk trods alt fik fat i, at finde en, der kunne kommentere udviklingen så tæt på en weekend.

I Fredensborg kommune, hvor det nu koster en million kroner at få en byggetilladelse til en fabrik og 19.500 kroner at få en byggetilladelse til et parcelhus, ville den socialdemokratiske borgmester Thomas Lykke Petersen (S) heller ikke kommentere kommunens høje byggesagsgebyrer: »Den sag er der kogt nok suppe på,« sagde han fredag.

 




Markedet lige nu