Antallet af konkurser er på niveau med sidste vinter, hvor finanskrisen havde hårdest fat. Det får færre til at ville springe ud som selvstændige.
3. november 2009, 08:08
De spæde tegn på, at krisen er ved at klinge af, gavner for en stor del virksomhedsejere ikke meget lige nu. Konkurserne raser nemlig fortsat, og niveauet har i oktober taget et spring i den forkerte retning, hvor antallet af konkurser endte på det næsthøjeste, som kreditvurderingsselskabet Experian nogensinde har målt.
I alt 581 konkurser har Experian registreret i den forgangne måned. Det er en stigning på 33,9 procent sammenlignet med oktober sidste år, hvor 434 virksomheder gik konkurs.
- Tallet er faktisk på højde med de måneder sidste vinter, hvor finanskrisen var på sit højeste, siger kommunikationschef i Experian, Camilla Rose.
I de første ti måneder af 2009 er 4.716 danske virksomheder gået konkurs. Hårdest ramt er Nordjylland og Færøerne, hvoraf der på sidstnævnte er sket en stigning i antallet af konkurser på 380 procent fra fem konkurser til 24.
I Nordjylland er 41 virksomheder gået konkurs den seneste måned, hvilket næsten er en fordobling sammenlignet med oktober i fjor.
Af brancher er "Information og kommunikation" blandt de hårdest ramte.
De mange konkurser lader til at få færre danskere til at turde tage springet til at blive selvstændige. I hvert fald er antallet af iværksættere, der starter virksomhed, faldet med 32,2 procent fra oktober i fjor til i år, hvor kun 1.330 nye selskaber blev stiftet.






























































