Kommuner vil have flere sociale iværksættere

Tre kommuner er i gang med projekter, som skal åbne for, at sociale iværksættere kan løse flere velfærdsopgaver.

Kolding, Stevns og Københavns kommuner har alle søsat projekter, som skal bane vejen for såkaldte sociale iværksættere, der kan løse velfærdsopgaver for kommunerne. Netop på velfærdsområdet savner et stort flertal af landets ellers ret udbuds-ivrige kommunaldirektører private udbydere, som omtalt i ErhvervsBladet.dk onsdag.

De tre kommuner samarbejder med Center for Socialøkonomi i København. I Kolding blev projektet søsat i september 2008 og slutter til sommer.

- Først kortlagde vi, hvilke sociale iværksættere og socialøkonomiske virksomheder der allerede fandtes, og hvilke barrierer de oplevede i samarbejdet med kommunen. Det mundede ud i en strategi og en handlingsplan, og et af punkterne var at få tilrettet rådgivningen. Den sociale iværksætter brænder for sit område og er ofte højt uddannet, men ved typisk kun lidt om moms, forretningsplaner og så videre, fortæller chefkonsulent Trine Schaldemose fra Center for Socialøkonomi.

I Kolding blev rådgivningen forankret i den uafhængige erhvervsfremmeenhed Business Kolding - og ikke i selve kommunen, der er iværksætterens største og måske eneste kunde.

Centret skal holde kurser for de personer, som rådgiver de sociale iværksættere, og etablere en mentorordning for iværksætterne.

Vækst og innovation

- Målet er at skabe en socialøkonomisk iværksætterkultur, der skaber vækst, beskæftigelse og innovation. Det handler om virksomheder og iværksættere, ikke socialpolitik,« understreger Trine Schaldemose.

Også kommunens ansatte med kontakt til sociale iværksættere skal på skolebænken. Dels for at styrke samarbejdet, dels for at få nogle af dem til selv at blive iværksættere.

- Socialøkonomiske iværksættere og virksomheder kan blive velfærdssamfundets udviklingsafdeling. De kan arbejde frit og effektivt med innovation, hvorimod mange offentligt ansatte oplever bureaukrati, og deres kontakt til institutioner handler meget om tilsyn og kontrol, siger chefkonsulenten.

Hendes center har været fødselshjælper ved et socialøkonomisk netværk med 60 organisationer, virksomheder og institutioner i Kolding, og ved udgangen af 2011 er det et delmål, at der skal være oprettet mindst ti sunde virksomheder på området. Trine Schaldemose er helt sikker på, at det mål bliver nået.

Nye velfærdstilbud

Et lignende projekt blev indledt med Stevns Kommune sidste forår, og i København er et tredje projekt ved at blive sat i gang.

- Kommunerne er meget interesserede i det her, og inden for tre år vil mange være godt med. De ser, at socialøkonomiske iværksættere kan bidrage positivt og være med til at udvikle nye velfærdstilbud, siger Trine Schaldemose fra Center for Socialøkonomi.

 



Markedet lige nu