Ny lov skal fremme offentlige udbud, men kan give bagslag, mener kommunerne.
4. juni 2010, 07:21
En få uger gammel lov skulle sikre mere effektive udbud, men loven kan i stedet gøre udbud af kommunale opgaver mere bøvlede og bureaukratiske, mener Kommunernes Landsforening (KL).
Loven giver blandt andet Klagenævnet for Udbud mulighed for at udstede bøder på op til 10 millioner kroner ved grove overtrædelser af reglerne for udbud og konkurrenceudsættelse, hvor private kan byde på leverancer og serviceydelser til kommuner.
Loven indfører EU-direktiver i dansk ret og er en del af VK-regeringens konkurrencepakke.
-Alle vil passe på, at de ikke får en klagesag på halsen, og det smitter af på de folk, der laver udbuddene. De vil blive mere forsigtige og inddrage eksterne rådgivere for at være sikre på ikke at træde forkert, udtaler Jakob Scharff, chef for KL’s Offentlig-Privat-afdeling, til ugeavisen Kommunen.
Han mener, at loven vil presse kommunerne til at handle konservativt, og i Konkurrencestyrelsen forudser kontorchef Pia Ziegler flere klager over udbud. Samme melding kommer fra Klagenævnet for Udbud. Kommunerne har de senere år skruet op for andelen af opgaver, som lægges ud i fri konkurrence og – nogle gange – bliver vundet af private virksomheder.
VK-regeringen ønsker, at kommunerne skal fortsætte udviklingen og lægge endnu flere opgaver i udbud, så mindst 31,5 procent er konkurrenceudsat i 2015.






























































