Farten skal op på 130 km på den sidste del af motorvejen til Femern-broen, mener Lolland Kommune.
7. juni 2010, 06:07 – opdateret 7. juni 2010, 06:11
Erhvervsdrivende og andre trafikanter skal have lov til at træde lidt hårdere på speederen, hvis det står til Lolland Kommune.
Farten på motorvejsstrækningen mellem Sakskøbing på det østlige Lolland og den kommende Femern-forbindelse ved Rødby skal sættes op til 130 kilometer i timen, også selv om det kræver nødspor, trafiksikring og udretning af nuværende kurver på vejen. Det fremgår af kommunens høringssvar til Vejdirektoratet, skriver Lolland Falsters Folketidende.
Vejdirektoratet peger i høringsmaterialet om udbygningen af motorvejen selv på, at netop de nu ret skarpe kurver kan være årsagen til, at der er flere uheld syd for Sakskøbing end nord for byen.
Femern-forbindelsen skal efter planerne indvies i 2018 – enten som bro eller tunnel.



























































