En cocktail af byggekrise, skærpede energikrav og nye skatteregler får kommune til - igen - at sænke prisen på 60 byggemodnede grunde.
21. januar 2010, 15:01
Håndværkere og byggefolk i Nordsjælland kan måske alligevel få opgaver med at opføre 60 parcelhuse i en udstykning ved Kregme uden for Frederiksværk. I hvert fald har Halsnæs Kommune - igen - sænket prisen for at få gang i salget, efter at kun fire grunde har fundet købere.
En grund på 800 kvadratmeter koster efter seneste prissænkning på 200.000 kroner nu 795.000 kroner - næsten en halvering fra den oprindelige salgspris i 2007 på halvanden million, skriver Frederiksborg Amts Avis.
Borgmester Helge Friis (S) forklarer, at prisfaldet dels skyldes byggekrisen, dels nye krav om byggeri i energiklasse 1 - de skyldes Halsnæs' ambition om at være klimakommune.
En tredje årsag er skattereformen, som fra 2011 betyder, at kommuner skal betale 20 procent af salgsprisen for byggegrunde i moms. Så hvis salget ikke sker i år, vil skattereglerne forøge indhugget i den i forvejen skrumpede gevinst: Den økonomisk trængte kommune forventede oprindeligt en fortjeneste på 60 millioner kroner.






























































