Skattefokus.
11. maj 2007, 17:38 – opdateret 5. maj 2012, 04:16
Vederlag for at give en anden en køberet til sin ejendom kan være skattepligtigt, uanset om køberetshaveren udnytter retten eller ikke.
Skatterådet har i et bindende svar taget stilling til, hvorvidt vederlag for en køberet vedrørende fast ejendom skal beskattes, såfremt køberetten ikke udnyttes af køberetshaveren. Det er Skatterådets opfattelse, at vederlaget for køberetten skal beskattes hos køberetsgiveren, og at vederlaget for køberetten ikke har andre skattemæssige konsekvenser for denne. Vederlaget beskattes som kapitalindkomst.
Derudover tog Skatterådet stilling til, at såfremt køberetshaveren vælger at udnytte køberetten, vil ejendommen først anses for at være solgt i det indkomstår, hvori køberetten udnyttes.
Det fremgår af ligningsvejledningen, at hvor ejendomsoverdragelsen sker ved salg, anses afståelsen for sket på det tidspunkt, hvor der mellem køber og sælger er indgået en endelig og bindende aftale om ejendommens overdragelse. En køberet er således ikke en endelig og bindende aftale, hvorfor afståelsestidspunktet udskydes (suspenderes) til det tidspunkt, hvor køberetten eventuelt udnyttes af køberetshaveren.
Afgørelsen må anses for at være i overensstemmelse med gældende praksis.
Når ejeren af en ejendom modtager betaling for at give en anden en køberet til ejendommen, er denne betaling imidlertid kun skattepligtig, hvis salget af ejendommen skal beskattes. Det betyder, at betaling for en køberet til vedkommendes parcelhus, som kan sælges skattefrit efter parcelhusreglen, vil være en skattefri betaling. Skattepligten af vederlaget for køberetten afhænger således af, om salget af ejendommen vil være skattepligtigt eller ikke.
Køberetter uanset hvad de vedrører - er som hovedregel omfattet af kursgevinstlovens regler, hvorefter urealiserede gevinster løbende skal beskattes, hvis værdien af køberetten ved årets udløb er steget i forhold til værdien ved årets begyndelse. Beskatningen siges at ske efter lagerprincippet.
Det gælder imidlertid ikke for køberetter til fast ejendom eller i øvrigt for aftaler om levering af varer til privat brug. Gevinst på sådanne køberetter beskattes kun, hvis vedkommende i øvrigt er skattepligtig af gevinst ved salg af det pågældende aktiv.
Derfor er vederlag for en køberet til vedkommendes parcelhus som hovedregel skattefri.
Skattefokus skrives af skatte- og momsskatteafdelingen i BDO ScanRevision, som er en af de førende revisions- og rådgivningsvirksomheder i Danmark med kontorer i 26 byer. Se nærmere på www.bdo.dk



























































