Erhvervs- og Byggestyrelsens nye hjemmeside over samtlige kommuners byggesagsbehandlingstid afslører god plads til forbedringer mange steder.
10. juni 2010, 07:26 – opdateret 10. juni 2010, 07:31
Der er kæmpe forskel på, hvor længe en håndværker eller byggevirksomhed må vente på tilladelse fra kommunen til at komme i gang med projekterne.
Det viser Erhvervs- og Byggestyrelsens nye hjemmeside over sagsbehandlingstider
- Der er meget store udsving i sagsbehandlingstiderne fra kommune til kommune. I den gode ende kan man som bygherre få behandlet en ukompliceret byggesag på én dag. I den dårlige ende kan man risikere at vente i mere end 200 dage med at få byggetilladelse til en carport. Oversigten viser, at der er betydeligt rum for forbedring i nogle kommuner, siger økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen i en pressemeddelelse.
Lær af hinanden
Hos Håndværksrådet, der repræsenterer godt 7.000 bygge- og anlægsvirksomheder hilser man den nye hjemmeside velkommen:
- Det er glimrende initiativ fra Erhvervs- og Byggestyrelsen. Jeg har en klar forventning om, at gennemsigtigheden i byggesagsbehandlingstiden og gebyrer vil få kommunerne i den tunge ende til at skele til de kommuner, der øjensynligt er hurtige i sagsbehandlingen og rimelige i forhold til gebyrerne, konstaterer Thea Gade-Rasmussen, erhvervspolitisk konsulent i Håndværksrådet.



























































