Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) har kæmpe problemer med at leve op til de sparekrav, han selv har sat op. Der er godt nok lavet en del reformer, som vil spare penge, men på andre områder fosser pengene ud af statskassen.
4. december 2010, 07:21
Finansminister Claus Hjort Frederiksens (V) stort anlagte planer for, hvordan de offentlige finanser skal forbedres over de kommende år, er ved at falde helt fra hinanden. Det offentlige forbrug er nemlig allerede i år steget hele 11 mia.kr. mere end forudsagt.
Det er 31 mia. kr., som Claus Hjort Frederiksen har lovet at forbedre de offentlige finanser med om året frem mod 2015, blandt andet fordi EU har krævet det.
Det er den såkaldte strukturelle saldo på de offentlige finanser, der skal forbedres med 31 mia. kr. Denne særlige strukturelle saldo viser forskellen mellem indtægter og udgifter, når der renses for de løbende op- og nedture i dansk økonomi, og de store udsving der eksempelvis er i indtægten fra skat på afkastet af danskernes pensionsformuer.
Ud af de 31 lovede mia. kr. skal de 24 mia. kr. komme fra den såkaldte genopretningspakke, som allerede er vedtaget, og som fra og med næste år udskyder eller hæver en række skatter. Ud over dette vil regeringen hente én mia. kr. fra en førtidspensionsreform, én mia. kr. fra en SU-reform og to mia. kr. fra den allerede vedtagne reform af dagpengesystemet, som fremover kun gør det muligt at være på dagpenge i to år, hvor grænsen tidligere hed fire år.
Samlet er der med andre ord nu fundet 28 af de lovede 31 mia. kr., som Claus Hjort Frederiksen har pralet med de seneste dage.
»Problemet er bare, at de offentlige udgifter i år er steget langt mere end den nul-vækst, som også er en del af regeringens plan,« siger cheføkonom hos Cepos, Mads Lundby Hansen.
Chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Martin Madsen, er enig og siger, at det offentlige forbrug indtil videre er steget med 1,9 procent i år, og ikke de 0,0 procent regeringen har stillet i udsigt.
»Det er et problem. Det svarer til, at der er brugt 10,9 mia. kr. for meget. Dermed kommer den lovede og varige forbedring af de offentlige finanser ikke,« siger Martin Madsen.
Opbremsning i økonomien
Til næste år har regeringen stillet en vækst i det offentlige forbrug på 0,6 procent i udsigt, men den fremgang skal så vendes til et direkte fald i forbruget på tæt ved 1,5 procent, hvis de opstillede økonomiske mål skal holde.
»Det er næppe realistisk. Skal man skære så meget ned i det offentlige forbrug til næste år, får vi en alt for hård opbremsning i dansk økonomi. Så udviklingen de senere år viser, at det er meget svært at holde det offentlige forbrug nede. Derfor burde regeringen sætte nogle mere realistiske mål op,« siger Martin Madsen.
Mads Lundby Hansen fra Cepos peger derimod på, at der bør laves nye og flere reformer i dansk økonomi for at nå regeringens mål. Det kan eksempelvis ske ved at afskaffe efterlønnen, at der varigt kan spares milliarder af kroner på de offentlige finanser. Men den vej frem har regeringen pure afvist som en mulighed, også selv om de økonomiske vismænd, OECD, arbejdsmarkedskommissionen og mange andre løbende har slået fast, at det er den helt rette medicin for dansk økonomi.
Men Claus Hjort Frederiksen vil målrettet følge den økonomiske genopretningsplan.
»Regeringen er stålsat på at sikre, at den økonomiske genopretningsplan for 2011 til 2013 følges. Vi står lige nu i et vadested efter nogle år med meget stort offentligt forbrug og foran en periode, hvor vi skal holde det planlagte niveau i 2011-2013. Det er en stor udfordring, og kommunerne kæmper i øjeblikket med at holde kursen i 2010, men uanset det endelige forbrug i 2010, skal planen for 2011 holdes. Det er blandt andet derfor, at vi har indført ekstra sanktionsregler over for kommunerne, hvis de bruger for mange penge i 2011,« siger han.































































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten