Mens GEM-rapporten netop har konkluderet, at der mere end nogensinde er brug for at løfte iværksætteriet herhjemme, slår Dansk Iværksætter Forening skodderne for.
21. januar 2010, 06:01
»Dansk Iværksætter Forening (DIF) har brug for arbejdsro de næste tre måneder til at skabe en bedre forening til dig og dansk iværksætteri generelt. Vi arbejder fokuseret på en ambitiøs plan, som skal styrke vilkårene for danske iværksættere - og øge værdien for Dansk Iværksætter Forenings medlemmer. Vi har derfor skruet fuldstændig ned for blusset og kan være svære at kontakte i en periode, da opgaven kræver 100 procent fokus.«
Denne tekst byder i disse dage besøgende velkommen på DIFs hjemmeside, og samme meddelelse er sendt ud til samarbejdspartnere og medlemmer af foreningen. Ligesom mange iværksættere er DIF hårdt ramt af finanskrisen og i skyggen af denne også mange omstruktureringer: Frafaldet af medlemmer vurderes til at være nede på en tredjedel i forhold til foreningens velmagtsdage for fem år siden, DIF fik ny konstitueret direktør i efteråret, indgik et samarbejde med erhvervsorganisationen Dansk Erhverv og bedyrer altså nu arbejdsro for at samle trådene.
- Det her er ikke et udtryk for, at vi kryber i skjul. Det er sådan set bare en åben og ærlig orientering til vores nære omgivelser om, at de ikke skal forvente, at vi præsterer det helt store i den allernærmeste fremtid. Vi har ikke de store ressourcer. Det håber vi at få, men det kræver en styrket økonomi. Til det har vi brug for en ny forretningsmodel - og arbejdsro til at lave den, siger Nicolai Seest, konstitueret direktør i DIF.
Ikke helt lukket
Meldingen kom præcis den samme dag, som Global Entrepreneurship Monitor (GEM) udgav deres - for dansk iværksætteri - nedslående rapport for 2009.
Danmark ligger næsten helt i bund med hensyn til lysten til at starte ny virksomhed - kun undergået af Japan og Belgien. Spørgsmålet er så nu, hvem der i DIFs tre måneder lange fravær skal varetage iværksætternes interesser og sætte deres dagsorden på tapetet i en tid, hvor der mere brug for det end nogensinde.
- Vi er her jo stadig, selv om vi udadtil kører på nedsat blus. Heldigvis har iværksætterne mange andre steder, de kan henvende sig og få hjælp i form af Væksthuse, kommunale erhvervscentre, Amino på nettet, Connect Denmark og en masse andre , siger Nicolai Seest og fortsætter:
- Det iværksætterne mangler, er en partner, der kan skabe stærk og fokuseret værdi for dem og binde dem sammen med alle mulige aktører, de kan have glæde af at arbejde sammen med. Den rolle vil vi gerne påtage os, men det kræver finansiering, og når vi kryber i hi er det for at finde en model, hvor det kan lade sig gøre, siger Nicolai Seest.
Genopfinder sig selv
Præcis hvad det bliver for en Dansk Iværksætter Forening, der igen slår dørene op til foråret, vil Nicolai Seest ikke løfte sløret for.
- Det skaber for meget tumult, hvis vi allerede nu begynder at bringe nogle idéer ud til offentligheden. Det er blandt andet det, arbejdsroen handler om, siger han.
Men han lægger ikke skjul på, at DIF på niveau med de mange iværksættere, hvis interesser foreningen varetager, har været igennem nogle vanskelige tider.
- Vi har haft en vigende økonomi med et faldende aktivitetsniveau til følge. Men det er for nemt at tørre det af på finanskrisen, selv om den naturligvis ikke har gjort tingene nemmere. Det er en helt naturlig udvikling, at man en gang imellem må stoppe op og genopfinde sig selv - både som iværksætter og som forening. Det er det, vi gør nu ved at vende blikket indad, siger Nicolai Seest.
Heldigvis er iværksætteri allerede højt på dagsordenen mange steder. For de næste tre måneder, bliver det ikke DIF, der vil råbe politikerne, bankerne eller offentligheden i øvrigt op.






























































