Der kan pustes ekstra liv i pensionsopsparingen ved at bruge noget af den til at investere i egen virksomhed. Læs om betingelserne.
8. februar 2010, 09:12
Børsnoterede aktier var tidligere den eneste mulighed, hvis man ville investere dele af den skattebegunstigede pension i aktier. Hensigten med denne begrænsning var at sikre pensionsopsparingen mod for store risici. Men for at stimulere aktiekulturen blev der ved en lovændring i 2005 åbnet for at placere noget af opsparingen i unoterede aktier.
Det betyder i praksis, at man kan investere i sin egen virksomhed. Men der er en stribe begrænsninger. Det kan f.eks. kun lade sig gøre, hvis man holder sig under en ejerandel på 25 procent af virksomheden. Muligheden er derfor ikke til stede, hvis der kun skal være en ejer i virksomheden, men i en lang række andre situationer kan der være store fordele.
Statsautoriseret revisor Knud Legaard fra Deloitte peger på, at reglerne giver adskillige gode muligheder, men at man skal være opmærksom på begrænsningerne.
- Når man gør ejerandelen op, så gælder der de samme principper, som når man skal gøre op, om en person er hovedaktionær. Det betyder, at man skal tillægge eventuelle ejerandele fra ægtefælle og børn, børnebørn, forældre m.fl., siger han.
Finansiering af ideer
En grund til, at det kan være særdeles interessant at investere pensionsmidler i egen virksomhed, er, at der i øjeblikket kan være problemer med at skaffe finansiering til mange nye forretningsideer.
- Her kan ens egen pensionsopsparing fungere som finansiering, siger Knud Legaard.
Han peger på, at ud over mulighederne for investering i unoterede aktier betyder skattereformen også, at det i mange tilfælde kan være interessant at flytte aktier fra selskabseje over i en pensionsopsparing.
- Skattereformen betyder, at selskabers investeringer i porteføljeaktier nu altid beskattes, hvorfor sådanne investeringer generelt ikke længere er så interessante. Så i de situationer, hvor man alligevel gerne vil fastholde aktieinvesteringen, kan man med fordel sælge aktierne over i sin pensionsordning. Det vil typisk kunne ske uden beskatning, fordi de skattemæssige værdier i mange tilfælde svarer til værdien her ved årsskiftet, siger Knud Legaard.



























































