Tusinder af små og mellemstore virksomheder trækker på et fælles vidennetværk, som er åbent for alle.
6. november 2009, 11:22
Virksomheder er begejstrede for at dele viden og kunne trække på forskers viden inden for områder som robotteknologi, livsstil, sundhed og bæredygtig energi i Videnskabsministeriets innovationsnetværk. Det viser en ny evaluering af netværkets effekt.
Knap 4.000 virksomheder deltog i fjor i netværket, som tæller i alt 23 mere emnespecifikke innovationsnetværk. Det er en stigning på 62 procent sammenlignet med 2007. Særligt populære er netværkene blandt de små og mellemstore virksomheder, som udgør to tredjedele af netværkets medlemmer.
Ifølge undersøgelsen er der ingen tvivl om, at virksomhederne får udbytte af netværkene, hvor virksomheder dels kan udveksle viden på tværs, men i høj grad også får hjælp til at komme i kontakt med relevante forskere.
408 virksomheder udviklede i 2008 nye produkter, ydelser eller processer som følge af, at de deltog i netværkenes aktiviteter. 466 fik idéer, som senere kan blive til nye produkter, ydelser eller processer.
Endelig har 924 virksomheder indgået i samarbejdsprojekter med videninstitutioner som resultat af deres deltagelse i netværket.
Videnskabsminister Helge Sander har ambitioner om, at innovationsnetværket skal udbredes og gøres til et landsdækkende samlingspunkt:
- I netværkene mødes flere tusinde virksomheder og forskere hvert år om nye, fælles projekter. Netværkene
skal være et sted, hvor alle virksomheder kan henvende sig og få hjælp til at finde den rette forsker – også hvis forskeren findes på et andet universitet end dér, hvor netværket har sit sekretariat, udtaler han i evalueringsrapporten.









































