Ansatte, der kom til skade i rygepausen, må kigge langt efter erstatning for arbejdsulykke.
11. december 2009, 07:06
En cigaretrygende kvinde har fået afslag på erstatning efter en arbejdsulykke, der skete i en rygepause, skriver Politiken fredag.
Så rygerne skal fremover være forsigtige: Hvis virksomheden har besluttet, at rygning i arbejdstiden eller på arbejdspladsen er forbudt, skal ansatte virkelig passe på, hvis de alligevel beslutter at ryge en cigaret. For er ulykken ude, og de eksempelvis falder og brækker den ene albue, så gives der ingen erstatning.
Det fastslår Ankestyrelsen i en ny principiel afgørelse, der får betydning for alle rygere.
- Det er afgørende for os, at arbejdsgiveren har klare regler, der fastslår, at rygning er et privat ærinde. Det hører ikke til på arbejdspladsen. Man skal flekse ud, og man må ikke være på arbejdspladsens område, forklarer afdelingschef i Ankestyrelsen Merete Pantmann til Politiken.
Gled på vej ned ad trappen
Sagen drejer sig om en kvinde, der i frokostpausen var på vej ned i gården for at ryge. Hun gled på vej ned ad trappen og brækkede den ene albue. Ifølge arbejdsgivers personalehåndbog måtte der ikke ryges i lokalerne på arbejdspladsen eller ved indgangen til arbejdspladsen.
Der måtte ikke ryges i arbejdstiden, og hvis der skulle ryges, skulle der flekses ud. Men kvinden havde ikke flekset ud før rygepausen, da det ikke var muligt at gøre på det tidspunkt. Arbejdsgiveren og hans forsikringsselskab anser rygepausen for ”et privat ærinde”.
Det samme mener Ankestyrelsen: Ulykken foregik ikke i arbejdstiden - ergo var det ingen arbejdsulykke.
Dybt problematisk
Fagforbundet 3F er meget overrasket over afgørelsen:
- For os er det pludselig blevet meget uigennemskueligt, hvad en arbejdsgiver muligvis kan kalde privat ærinde«, siger Ida Bang, der er socialrådgiver i 3F's juridiske sekretariat og ekspert i arbejdsskadesikringsområdet til Politiken og fortsætter:
- Jeg synes, det er dybt problematisk, at arbejdsgiveren har indført regler, der gør de ansatte retsløse og forhindrer dem i at få erstatning ved en arbejdsulykke. Og det er trist, at forsikringsselskaberne udnytter reglerne for at slippe for at betale erstatning, og at Ankestyrelsen giver efter for deres pres.









































