Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Industri frygter Foghs klimavision

Da statsminister Anders Fogh Rasmussen i søndags fremlagde sin vision om Danmarks klimapolitik, tændte det ikke grønne lys i industriens øjne.

Flere steder i statsministerens grønne tale blev der lagt op til, at energiforbrugere skal betale festen for lavere skat på arbejde. Flere af dansk erhvervslivs store energiforbrugere frygter udsigten til øgede energiafgifter.

- Hvis der kommer øgede afgifter på energien, som kun rammer Danmark, vil det få store konsekvenser for en række virksomheder. Hvis de bliver pålagt ekstra afgifter, uden at deres internationale konkurrenter får de samme afgifter, bliver konkurrenceevnen forringet, og i sidste ende vil det måske betyde, at man må flytte produktionen til udlandet, fortæller Peter L. Nielsen, der er formand for Foreningen for Slutbrugere af Energi og direktør i Hydro Aluminium. Danisco Sugar er en af de virksomheder, der bruger allermest energi i Danmark.

- Vi synes, det er en dårlig idé at indføre afgifter, for man ikke skal betale syd for grænsen. Det vil gå ud over konkurrenceevnen og skade vores forretning, fortæller Peter M. Nielsen, indskøbschef i Danisco Sugar.

Flere af de energitunge virksomheder taler om problematikken med CO2-lækage. Det betyder, at øgede afgifter og skatter for virksomhederne til at flytte deres produktion til mindre regulerede lande fremfor at sænke energiforbruget. Økonomi- og Erhvervsministeriet fastslår i rapporten »Vækst, klima og konkurrenceevne« fra august, at risikoen for CO2-lækager fra Danmark er begrænset på nær i fremstillingen af cement, kalk, tegl og fliser mv.

Netop den branche er udsat, hvis regeringen sætter energiafgiften op.

- Problemet opstår, når man ikke længere kan overføre de øgede omkostninger til salgsprisen. Så må man enten dreje nøglen om eller flytte. Og der skal ikke mange energiafgifter og CO2-kvoter til for at nå det punkt, fortæller Tommy Bisgaard, der er direktør i Kalk- og Teglværksforeningen.

Aalborg Portland, der er landets største energiforbruger har varslet en mulig flytning som konsekvens af EUs CO2-kvotepolitik. En anden af Danmarks store CO2-udledere, Faxe Kalk, er heller ikke begejstretfor ideen.

- Hvis energiafgifterne ryger op, vil det nok få vores belgiske ejere til at overveje at flytte noget af produktionen. Danmark står overfor et valg, om man overhovedet vil huse tung industri som vores, fortæller direktør i Faxe Kalk, Klaus Kiens.

 




Markedet lige nu