Efter pres fra erhvervslivet udskyder Skatteministeriet nu fristerne for indberetning af personalegoder og multimedier.
14. december 2009, 11:10
Multimedieskatten er i øjeblikket ude i et heftigt stormvejr i medierne. Mens debatten især fokuserer på, om skatten skal have lov at stå ved magt, har mange virksomheder følt sig pressede af at skulle indberette multimedier allerede fra januar 2010.
Nu får virksomhederne et lille åndehul, fordi Skatteministeriet udskyder indberetningen af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag for multimedier for perioden januar til marts 2010.
- Ordningen vil indebære, at der ved første lønudbetaling efter 31. marts 2010 foretages indeholdelse og afregning af A-skat og AM-bidrag af multimedier for perioden fra januar og frem til og med den pågældende lønperiode. Kan den indeholdte A-skat eller det indeholdte arbejdsmarkedsbidrag ikke indeholdes i denne løn, skal det resterende beløb indeholdes i løn for senere perioder i 2010, skriver Skatteministeriet i et brev til SKAT’s virksomhedskontaktudvalg.
Virksomhederne ville ifølge erhvervsorganisationen Dansk Erhverv have skullet igennem en vanskelig ændring af it- systemer og arbejdsgange, hvis fristen ikke var blevet udsat.
Ingen slipper billigere
- Det er positivt, at man udskyder virksomhedernes pligter i forhold til multimedieskatten med et kvartal. På bundlinjen er der dog ikke nogen, der af den grund slipper billigere i skat – og det ændrer naturligvis heller ikke ved Dansk Erhvervs grundlæggende synspunkt om, at multimedieskatten er unødigt administrativt byrdefuld og en særskat på videnøkonomien og det fleksible arbejdsmarked, siger Bo Sandberg, skattepolitisk chef i Dansk Erhverv.
For indberetningen af personalegoder kommer til at gælde, at den kan undlades for januar til marts 2010.
- Til gengæld skal der senest ved indberetningen vedrørende april 2010 indberettes om personalegoder for hele perioden januar-april 2010, skriver Statsministeriet.
- Fri bil samt kost og logi opgjort efter Skatterådets standardsatser indberettes dog får perioden januar-marts 2010 efter de almindelige regler. Der er tale om goder, som er AM-bidragspligtig A-indkomst, og som allerede i dag skal indberettes, skriver ministeriet videre.
Regler lige på trapperne
De udsatte frister for indberetning af personalegoder og multimedier bliver en del af en bekendtgørelse, som Skatteministeriet venter at have klar inden længe.
- Med den nye bekendtgørelse, som er i pipelinen, gøres overgangen til 2010 tilmed også noget mere human, så virksomhederne først behøver være på plads med sine tekniske og administrative kontrolprocedurer i andet kvartal, siger Bo Sandberg.































































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten