Ansatte i massevis vil aflevere deres mobil på jobbet og selv betale netforbindelsen derhjemme for at slippe for den nye upopulære skat.
4. december 2009, 08:12
Fra nytår kommer det med den nye multimedieskat til at koste hver enkelt ansatte 3.000 kroner at have mobiltelefon, computer eller netforbindelse, som arbejdsgiveren betaler. Men det er en stor del af danskerne ikke indstillede på at skulle betale, og hver tredje har derfor planer om at aflevere telefon og de andre medier, som er omfattet af skatten tilbage til arbejdsgiveren for på den måde at undgå skatten. Det viser en meningsmåling, som Greens Analyseinstitut har gennemført for Børsen.
Knap hver fjerde dansker er berørt af skatten. Af dem er 60 procent dog villige til at blive ved med at
have mobilen med hjem og beholde deres elektroniske udstyr, hvis arbejdsgiveren til gengæld lægger de 3.000 kroner det koster oven i lønnen.
Hver tredje vil opsige aftalen med arbejdsgiver om at have udstyret med hjem, og syv procent ved ikke, hvad de vil gøre eller har undladt at svare.
Mens det i dag er tilladt at bruge arbejdsgivers telefon til ’enkeltstående private opkald’, bliver det fremover helt forbudt, hvis man da ikke vil betale skatten.
- Det virker lidt underligt, at hvis man har en kontorjob med fastnettelefon kan man tale alt det privat, man vil - uden at blive beskattet. Men er man f.eks. håndværker og bilen udgør ens kontor, er man tvunget til at betale multimedieskatten, hvis man bare en enkelt gang vil ringe hjem og sige, at man er forsinket, siger Niels Sonne, statsautoriseret revisor hos Deloitte, til Børsen.






























































