Mere end halvdelen af landets selvstændige forsikrer ikke deres vigtigste aktiv: deres eget helbred, viser nye tal fra a-kassen ASE. Ejerlederne opfordrer selvstændige til at forsikre både dem selv og de ansatte.
10. februar 2010, 06:19
Mere end hveranden selvstændig har ifølge en frisk undersøgelse fra a-kassen ASE ikke tegnet en sundhedsforsikring, selv om helbreddet er det vigtigste aktiv for selvstændigt erhvervsdrivende.
Det får foreningen Ejerlederne til at råbe vagt i gevær.
- For ejerledere er det vigtigt at være til stede, og det er vigtigt at kunne komme hurtigt tilbage fra sygdom - og at ens medarbejdere kan komme hurtigt tilbage. En god ejerleder tegner en forsikring for sig selv og sine ansatte, siger direktør Hans Jørgen Dalum.
Undersøgelsen fra ASE - der er arbejdsløshedskasse for blandt andre 110.000 selvstændige - viser, at 45 procent af de selvstændige har tegnet en sundhedsforsikring. Det er flere end i befolkningen som helhed, hvor 30 procent af de 18-65 årige har en sundhedsforsikring.
Men tallene betyder samtidig, at 55 procent af landets selvstændige ikke har sikret sig hurtig behandling ved sygdom eller psykiske lidelser.
- For selvstændige er det vigtigt at passe arbejdet og vende hurtigt tilbage, for virksomheden er knyttet meget op på ejerlederen. Vi synes, det er en god idé at have en sundhedsforsikring, men der er frit valg, og nogle vurderer måske, at de ikke har behovet, siger Mogens Andersen, fungerende pressechef i ASE.
Forsikringer bruges
Blandt selvstændige i Region Hovedstaden og Syddanmark har blot omkring 40 procent tegnet sundhedsforsikring, mens det er hveranden i Syddanmark, Midtjylland og Nordjylland.
ASE's måling er foretaget blandt 615 medlemmer, og 35 procent af de selvstændige med ansatte har tegnet en forsikring for medarbejderne.
Og undersøgelsen viser, at sundhedsordningerne - en ret ny type forsikring - også bliver brugt af de forsikrede.
Op imod hver anden virksomhed har været ude for, at en eller flere ansatte har trukket på forsikringen, og hver fjerde ejerleder har selv benyttet forsikringen.
Tendensen bliver bekræftet af overordnede tal fra brancheorganisationen Forsikring & Pension. Fra 2003-2008 blev antallet af forsikrede og samlede indbetalinger til forsikringsselskaberne firdoblet, men i samme tidsrum skete næsten en tidobling af udgifterne til eksempelvis private operationer af de forsikrede.
Sundhedsforsikringer har på ret få år vundet indpas i Danmark: For ti år siden fandtes de stort set ikke, i 2003 var knap en kvart million danskere forsikrede, og Forsikring & Pension vurderer, at antallet af forsikrede passerede en million sidste år trods finanskrisen.
De seneste tal viser, at kunderne betalte 1,1 milliard kroner i præmie for forsikringerne i 2008, men samme år brugte selskaberne lidt flere penge på operationer og anden hjælp.
To tredjedele af udgifterne går til operationer, en sjettedel til fysioterapeuter og kiropraktorer. Desuden har selskaberne betalt regninger for eksempelvis psykologhjælp og behandling mod alkoholmisbrug.
ASE tilbyder sundhedsforsikringer i samarbejde med Topdanmark og informerer om ordningen via medlemsbladet. Og Ejerlederne har netop indgået en aftale med Mølholm Forsikring om sundhedsordninger for sine knap 1.000 medlemmer.



























































