Fire ud af fem danskere enten bruger eller kan godt finde på at bruge sort arbejdskraft. Omfanget af sort arbejde er lige så stort som for 15 år siden.
22. juni 2010, 12:08
Mere end hver anden dansker har fået udført sort arbejde indenfor det seneste år.
Hele 52 procent af os er gået den sorte vej, og yderligere 28 procent siger, at de er villige til at købe sort arbejde. Danskerne laver stort set lige så meget sort arbejde i dag, som de gjorde for 15 år siden.
Det viser en helt ny undersøgelse, som Rockwool Fondens Forskningsenhed har foretaget blandt 2200 danskere. Kun hver femte dansker siger klart nej til at købe sort arbejde.
Læs også: Minister vil slå hårdt ned på sort arbejde
Omfanget af det sorte arbejde og den forholdsvis afslappede holdning til ulovligheden af det, gør det vanskeligt at aflive sort arbejde, mener Camilla Hvidtfeldt, der er en af forskerne bag det store projekt.
- Når halvdelen har købt inden for det seneste år, og hele 80 procent godt kunne finde på at købe sort, så er det en meget stor opgave, hvis man ønsker at komme det sorte arbejde til livs, siger Camilla Hvidtfeldt.
Rockwool-fondens tal viser også, at hver fjerde dansker selv har arbejdet sort.
Undersøgelsen viser også, at sort arbejde foregår stort set inden for alle brancher.
Læs også: Sorte penge forsøder livet for arbejdsløse
Men det er især udbredt inden for håndværksfagene og i hotel- og restaurationsbranchen. Hver anden mand i byggebranchen arbejder sort, mens det gælder hver fjerde kvinde.
Danskernes accept af sort arbejde er generelt faldet en anelse. Især de yngre er mere kritiske over for sort arbejde end tidligere.
For 15 år siden var 65 procent af de 18-39-årige villige til at arbejde sort, mens det i dag kun er cirka 40 procent.
Men der er stadig stor forskel på, hvad vi siger, og hvad vi gør.
- I dag har knapt 45 procent af befolkningen enten udført sort arbejde inden for det seneste år eller er villige til at gøre det, siger Camilla Hvidtfeldt.
Den samlede værdi af det sorte arbejde opgøres til 48 milliarder kroner, hvis det blev omsat til hvidt arbejde. Hvilket igen svarer til 90.000 fuldtidsstillinger.
/ritzau/






























































