Eksperter fælder dom over statens rentevilkår over for borgerne. De er elendige.
10. marts 2010, 06:43 – opdateret 10. marts 2010, 06:47
Danskernes årsopgørelser er netop blevet offentliggjort, og nu ved de fleste danskere, om SKAT har penge til gode eller skylder dig noget.
Men uanset hvad der er tilfældet, har du gjort en elendig forretning.
Det viser en gennemgang af SKAT's vilkår, som Nyhedsbureauet Newspaq har fået foretaget.
Har du betalt for meget i skat, får du 0,6 procent godtgørelse af beløbet. Men du skal af med 6,6 procent mere i restskat, hvis du ikke får betalt en eventuel restskat inden udgangen af juni. Og ikke en eneste krone er fradragsberettiget.
Det får partner i bankbrokervirksomheden MyBanker til at fare op af stolen.
- Jeg synes, det er uanstændigt, at SKAT ikke giver samme rente for dem, der har penge til gode som for skyldnerne, smælder Elisabeth Arendt fra Mybanker til Nyhedsbureauet Newspaq.
Det gælder derfor om, at være hurtig og regne ud, om man skal af med noget i skat. Og er det tilfældet, handler det om at få det mellemværende ud af verden.
- Når man ikke får fradrag for sine renter, svarer de 6,6 procent faktisk til omkring 10 procent i rente. Det er billigere at trække lidt på kassekreditten end at betale SKAT's høje renter, forklarer Kim Valentin fra det uafhængige rådgivningsfirma Finanshuset til Newspaq.
Efter hans mening er SKAT's renter altid dårligere end den, bankerne tilbyder på deres udlån.
31. december lukkede skatteåret 2009, men det var først i marts, man fik at vide, om der er penge til gode. Eller om der truer en rentebefængt restskat. Og det gør det ifølge Mybankers Elisabeth Arendt komplet umuligt for borgerne at undgå restskat og renteudgifter.



























































