Pengekassen står på vid gab i mange lande, der forsøger at sætte skub i økonomien. Tiltagene er flere steder de største i nyere tid. Men der er frygt for, at det hele løber ud i sandet og ikke vil virke.
28. december 2008, 07:30
Historiske bankpakker, renter, som nærmer sig nul procent, og massive udpumpninger af penge i form af lavere skatter og større offentlige udgifter. Der bliver sat hårdt ind mod den faretruende økonomiske nedtur. Ikke bare USA, men også i hele EU, i Japan, Kina, Brasilien og Rusland. Alle er i sving. Presset fra et stigende antal arbejdsløse, lukningstruede virksomheder og forbrugere, der taber formuer på faldende huspriser og aktiekurser, er nået frem til regeringskontorerne.
De økonomiske problemer og den medicin, som skal lægge bund under lavkonjunkturen, ligner hinanden til forveksling alle steder: Forbrug og investeringer skal stimuleres med lavere renter, faldende skatter og nye offentlige investeringer i veje, bedre offentlig transport og anden infrastruktur.
Mest ihærdigt gås til værks i USA, hvor nyvalgte Barack Obama vil gennemføre offentlige investeringer, der kan løbe op i så meget som 700 milliarder dollar, hvilket er en af historiens største økonomiske hjælpepakker. Det vil sende underskuddet på det amerikanske statsbudget op på ufattelige 1.000 milliarder dollar til næste år, hvilket svarer til ni procent af landets bruttonationalprodukt.
Eisenhowers plan
Underskud af den størrelse slår alt, hvad vi nogensinde har oplevet herhjemme, og kan skabe store langsigtede gældsproblemer. Men helt ekstraordinære tiltag er nødvendige nu og på kort sigt. Der er nemlig ingen alternativer, vurderer demokraten Barack Obama, der vil bygge nye veje og broer, trække bredbånd ud over hele landet, opføre nye skoler og bruge store summer på miljøvenlig energi, sundhed og lavere skatter. Der er tale om det største projekt, siden den republikanske præsident Dwight D. Eisenhower i 1950erne begyndte bygningen af de kæmpe highways, der i dag binder USA sammen på kryds og tværs som blodårer i et organisk kredsløb, og som satte gang i både bygge- og bilindustri.
De store motorveje har mere end noget andet været med til at præge og skabe »The American Way of Life«. Vejnettets gigantiske spindelvæv, dyrker den store amerikanske fortælling – myten – om frihed. Vejene har sammen med enorme butikscentre, moteller og kæder med fastfood gjort komfortable ferier og weekendture over lange afstande til en naturlig og integreret del af livet for den amerikanske middelklasse.
Nu er noget nyt, der er lige så stort, måske på vej. De nye tiltag, som Kongressen skal tage stilling til umiddelbart efter Barack Obamas indsættelse 20. januar 2009, skal nemlig ikke blot jump-starte økonomien på kort sigt, men styrke USAs konkurrencekraft og velstand på længere sigt. Drømmen er at forme fremtidens USA nu og på samme måde, som motorvejene gjorde det for 50 år siden, og demokraten Franklin D. Roosevelt gjorde det i 1930erne med sin »new deal«.
Andre lande er i gang med noget tilsvarende. Spanien er et af de lande, der har vedtaget den allerstørste plan. Den indeholder blandt andet en total fjernelse af skat på boliger, støtte til den skrantende byggesektor, hjælp til bilfabrikker og lavere skatter. Danmark er en undtagelse og holder indtil videre på krudtet; men ellers er stribevis af andre EU-lande også på vej med økonomiske julepakker. Selv Norge og Sverige deltager i kampen mod den økonomiske nedtur.
Vil det så virke, spørger de fleste. Er det nok? Eller stikker de aktuelle problemer så dybt, og er krisen så enestående og omfattende, at det hele fuser ud i det rene ingenting?
For fedtet?
Der er ingen garanti for, at der kommer skub i økonomien. Op gennem 1990erne blev finanspolitikken i Japan lempet gang på gang, nærmest én gang årligt – uden det fik effekt. Der tales ligefrem om det tabte årti, som udspillede sig oven på den aktie- og boligboble, Japan oplevede i 1980erne. Det var blandt andet store problemer i den japanske banksektor og en ødelæggende deflation med faldende priser, der satte både penge- og finanspolitikken skakmat i Japan. Renten blev sænket til tæt ved nul, og penge blev pumpet ud i økonomien. Men forbrugerne holdt igen og ville ikke bruge penge, eftersom priserne faldt, og opsparing derfor blev belønnet. Resultatet var derfor, at den japanske statsgæld eksploderede, så den i dag er oppe over 150 procent af landets BNP uden at væksten har meldt sin ankomst.
Kritikere frygter, at det samme nu vil ske i USA og andre steder. Topchefen for Den Internationale Valutafond (IMF), Dominique Strauss-Kahn, har netop kritiseret flere lande for at være for fedtede og halvhjertede i deres forsøg på at komme krisen til livs. Der skal flere penge på bordet for at sætte skub i verdensøkonomien. Der er behov for at pumpe mindst to procent af hele verdens BNP – svarende til gigantiske 6.500 milliarder kroner – ud i økonomien, før det virkelig batter noget, vurderer IMF.
Så nok sker der en del mange steder. Men der skal formentlig endnu mere til, hvis kapitalismen skal reddes, krisen slås ned og millioner af job sikres – ikke bare i USA, men over det meste af verden.
