Tre års kampagne har haft effekt, så en række håndværkere nu kører pænere.
28. januar 2010, 15:34 – opdateret 28. januar 2010, 15:40
En del håndværkere er blevet mere hensynsfulde, når de kører rundt i deres varebil.
Det er konklusionen på en varebilkampagne som Syddanmarks Færdselssikkerhedsudvalg står bag, fortæller DR Trekanten.
De seneste tre år er en række håndværksvirksomheder blevet kontaktet af færdselssikkerhedsudvalget, der har opfordret firmaerne til at få en politik der blandt andet sørger for at holde farten nede, undgå spirituskørsel og bruge sele.
Og nu har 500 mindre håndværksvirksomheder så svaret, at kampagnen har haft en effekt.
- Vi synes, at resultatet er meget positivt, fordi så mange virksomheder mener, at de er kommet til at køre mere hensynsfuldt efter kampagnen. Og det er der faktisk 40 procent af virksomhedernes chauffører, der mener. Endnu flere virksomheder informerer nu de ansatte om, hvordan de skal køre i virksomhedens biler - og hver fjerde virksomhed har lavet en trafiksikkerhedspolitik, fortæller Winnie Lund fra Vejdirektoratet til DR Trekanten.









































