Fusk med renoveringspuljen for millioner

Hver 14. boligejer, som har fået tilskud fra renoveringspuljen, har fusket med mildlerne. To millioner kroner er spildt på snyd i stedet for at øge beskæftigelsen.

Langt fra alle de danskere, som i disse dage får udskiftet vinduer, tage og køkkener for penge fra renoveringspuljen, har rent mel i posen. Faktisk indrømmer hele syv procent af dem, der modtager tilskuddet, at de har svindlet med midlerne og fået flere penge udbetalt, end de er berettigede til. Det fremgår af en analyse, som Analyse Danmark har udført for Ugebrevet A4.

Fuskeriet foregår ved, at udgifter til materialer i stor stil er anført som arbejdsløn i ansøgningen til puljen. Ifølge reglerne for udbetaling af midler fra renoveringspuljen er det nemlig håndværkernes løn, man kan få tilskud til, og kun i ringe grad materialer.

I forvejen har en anden undersøgelse fra A4 vist, at mere end hver anden tilskudsmodtager ville have gennemført forbedringerne, uanset om de havde fået midler fra puljen eller ej. Det får de radikales finansordfører, Morten Østergaard, til at kritisere renoveringspuljen på i alt 1,5 milliarder.

- Man kan jo hurtigt regne på, hvad man havde fået ud af de penge, hvis man målrettet investerede dem, hvor man var sikker på, at de direkte gav beskæftigelse, siger Morten Østergaard til ugebrevet.

De radikale undlod som det eneste parti at stemme om renoveringspuljen, da den blev vedtaget i foråret.
Venstres erhvervsordfører, Jacob Jensen, ærgrer sig over, at der er fusket med midlerne, men mener stadig, at puljen har tjent sit formål.

- Pengene er jo ikke hældt i kloakken. De er måske gået til at købe materialer, dagligvarer eller noget andet, der skaber aktivitet i samfundet, siger Jacob Jensen til A4.

Fuskeriet kan slet ikke lade sig gøre, uden at håndværkerne er med til det, idet det er håndværkerne, der skal inddrive puljemidlerne fra Erhvervs- og Byggestyrelsen. I Håndværksrådet peger man alligevel på forbrugerne som de største syndere.

- Det er ikke, fordi jeg skal beskytte de brodne kar, men forbrugerne har måske presset håndværkerne til at lave fiksfakserier, siger Thea Gade-Rasmussen, erhvervspolitisk konsulent i Håndværksrådet, til A4.

- ulha

 



Markedet lige nu