Fritstillede erhvervschef bevilgede sig selv over 500.000 kroner i ekstra pension og løn, som ingen kendte til.
2. marts 2010, 11:36
For to uger oplyste Egedal Erhvervsråd, at den mangeårige erhvervschef, Ole Andersen, var fratrådt omgående og fritstillet, selv om han stod til pensionering om blot få måneder. Nu har Lokalavisen Egedal afdækket, at årsagen var en selvbevilget lønforhøjelse.
I december havde Ole Andersen hævet 531.165 kroner i ekstra pension og desuden to gange 10.000 kroner i løntillæg for november og december. Det samlede beløb svarede stort set til den daværende kassebeholdning.
- Vi opdager, at pengene er væk, da vi i februar ser årsregnskabet. Her fremgår beløbet med en note fra Ole Andersen om, at pengene er gået til pension og ekstra løn, bekræfter formanden for erhvervsrådet, Uwe Vorbeck, over for lokalbladet i Egedal, nordvest for København.
Herefter indgår parterne et forlig, som fritstiller Ole Andersen. Han betaler pengene tilbage, men får dog en godtgørelse, fordi han i årevis har været ansat uden en kontrakt.
Stor lønforhøjelse
Den selvbevilgede pension udspringer faktisk af kommunereformen, hvor Ølstykke, Ledøje-Smørum og Stenløse bliver til Egedal. Oprindeligt blev Ole Andersen ansat som erhvervschef i Ølstykke i 1993 - med mundtlig aftale om, at han skulle have samme løn som kommunens forvaltningschefer.
Og da de kommunale chefer i det sammenlagte Egedal tjener langt mere, end cheferne i den noget mindre Ølstykke Kommune gjorde, så bevilgede Ole Andersen sig en klækkelig lønforhøjelse i kølvandet på kommunesammenlægnigen, beretter Lokalavisen Egedal.
Da det går op for bestyrelsen i erhvervsrådet, udløser det uro og udmeldelser. Nogle finder det urimeligt, at han - med blot en ansat under sig - får en årsløn over en million kroner. I sommeren 2009 bliver det aftalt, at erhvervschefen fortsætter på den høje løn, men til gengæld går på pension et år senere.
Når Ole Andersen så bevilger sig højere pension, skyldes det ifølge formand Uwe Vorbeck, at erhvervschefen oprindeligt var sikret 2/3 af sin løn i pension. I de store kommuner var reglen derimod fuld løn i pension, og det mente Ole Andersen sig også berettiget til.
Den fratrådte erhvervschef har, efter aftale med fagforeningen HK, ingen kommentarer til sagen.









































