Gårsdagens aftale, der indebærer besparelser på 1,4 milliarder kroner over de næste fire år, får alligevel mærkbare konsekvenser for landets industri.
23. juni 2010, 06:25 – opdateret 23. juni 2010, 06:31
Landets forsvarspolitikere har de seneste måneder slået knuder på sig selv for at redde kaserner og andre institutioner i Danmark. Men gårsdagens aftale, der indebærer besparelser på 1,4 milliarder kroner over de næste fire år, får alligevel mærkbare konsekvenser for landets industri, skriver Politiken.
Med et slag må danske industrivirksomheder vinke farvel til ordrer for 371 millioner kroner, efter at politikerne har valgt at trække Danmark ud af Nato’s militære flyovervågningsprojekt af kampområder, Alliance Ground Surveillance, AGS.
Læs også på evb.dk:
Forsvaret overvejer salg af værksteder
Mindre virksomheder sigter efter forsvaret
Danmark holdt ude
Flere Nato-kilder oplyser, at ordrerne nu vil gå til virksomheder i andre lande. »Hvis du ikke er med i foreningen, kan du heller ikke spise med ved bordet«, som en embedsmand formulerer det over for Politiken. Dermed er pengene reelt ikke taget fra Nato, men fra forskning og udvikling i Jylland.
Industrivirksomheden Terma, der holder til lidt uden for Århus, mister en ordre på 260 millioner, som de ellers havde i udsigt. Det finder direktør Jens Maaløe »beklageligt«, fordi han så må droppe 50 højteknologiske fuldtidsjob næste år.
- Det er et uheldigt scenarie i en tid, hvor det bliver mere og mere tydeligt, at Danmark i fremtidens videnssamfund har stort behov for højteknologisk knowhow og højt specialiserede medarbejdere, siger Jens Maaløe til Politiken.
Betaler dyrt
Socialdemokraternes forsvarsordfører, John Dyrby Paulsen, erkender dog, at prisen for at trække sig ud af Natos AGS-projekt er tabte industriordrer og arbejdspladser.
- Men vi kan ikke lave et forlig, der er indrettet efter bestemte danske virksomheder. Sådan hænger det ikke sammen. Vi er nødt til at indrette det efter den samlede økonomi, og der har vi valgt at neddrosle her, siger John Dyrby Paulsen til Politiken.






























































