Revisorer giver er forkert billede af firmaet.
23. september 2009, 14:19 – opdateret 23. september 2009, 14:20
IT Factory, Enron – og fortsæt selv remsen. Listen af skandaleramte virksomheder, hvor revisorernes rolle har været under skarp kritik, er lang.
På fredag forsvarer forsker Dennis van Liempd sin ph.d.-afhandling på Syddansk Universitet i Kolding, hvor han vil sætte spørgsmålstegn ved revisorernes rolle i virksomhederne.
Dennis van Liempd, der til daglig underviser på institut for Entreprenørskab og Relationsledelse i Kolding, mener, at revisionen ikke nødvendigvis giver det rigtige billede af en virksomhed. Han anklager ikke de enkelte revisorer, for de følger ganske enkelt reglerne til punkt og prikke, fastslår han. Men han angriber det regelsæt, som revisorerne arbejder efter.
- Hvis man kigger på de skandaler, der har været de seneste årtier, har de fleste firmaer jo fået rene revisions-påtegninger, lige før skandalen rullede, forklarer han.
Det får ham til at konkludere, at der er noget i vejen med de internationale regler, som revisionsbranchen i dag arbejder efter. Regler, som er lavet af revisionsbranchen selv, og regler, der i høj grad er lavet for at beskytte aktionærerne i virksomheden.
Misvisende billede
Revisorerne har sammen med virksomheden ganske enkelt for store muligheder for at tegne det billede af firmaet, som de gerne vil vise offentligheden. Dennis van Liempd mener derfor, at man burde udvide revisionsbegrebet, så det også tilgodeser bredere interessenter som kunderne, leverandører og myndigheder.
- Revisionen skal give et retvisende billede af virksomheden. Men hvad er det i praksis? De enkelte revisorer følger reglerne, men de er måske for løse. I praksis tror mange jo, at revisionen præsenterer noget, der er sandt. Men de tjekker jo udelukkende de regler, de skal tjekke , og ikke nødvendigvis hvad der er den reelle økonomiske virkelighed i virksomheden, påpeger Dennis van Liempd.
Det store spørgsmål er så, hvorvidt man vil kunne undgå skandaler som IT Factory eller Enron, hvis man begyndte at revidere efter de noget bredere og mere demokratiske retningslinjer.
- Jeg kan ikke bevise, at man så ville undgå sådanne skandaler. Men fordi der i de sager har manglet en del etik og moral i revisionsbilledet, vil det minimere sandsynligheden for den slags skandaler, hvis man fik ændret praksis, mener Dennis van Liempd.



























































