Forbrugertilliden faldt i marts, og Håndværksrådet opfordrer til, at erhvervspakken bliver forlænget.
22. marts 2010, 13:12
Efter to måneder med voksende optimisme blandt danske forbrugere faldt forbrugertilliden til minus 1,0 i marts fra plus 1,8 i februar, viser friske tal fra Danmarks Statistik.
- Det er ikke et godt tegn, at forbrugertilliden går tilbage. Vi sætter vores lid til renoveringer og offentlige investeringer, blandt andet den nye, forhøjede lånepulje for kommunerne. Men for håndværkerne tegner det ikke opløftende for opgaver i private hjem, og mange boligejere har mistet store friværdier. Her sætter vi vores lid til skattelettelserne og den lave rente, siger Jacob Thiel, cheføkonom i Håndværksrådet, til ErhvervsBladet.
Han opfordrer til, at erhvervspakken med blandt andet øgede kreditfaciliteter bliver forlænget ud over nytårsaften 2010, når den udløber.
Også Dansk Erhverv ser med en vis bekymring på de nye tal.
- Det begyndende opsving, som vi de seneste kvartaler har set svage tegn på, er endnu meget skrøbeligt, og for de fleste mennesker føles krisen fortsat meget nærværende: Beskæftigelsen falder kraftigt, og de fleste boliger har fået barberet flere hundrede tusinde kroner af deres værdi, siger Jens Brendstrup, cheføkonom i Dansk Erhverv.






























































