Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Flyselskaber satser massivt på forretningsrejsende

Selv om antallet af forretningsrejsende faldt dramatisk sidste år, vil de største flyselskaber i Københavns Lufthavn satse endnu mere på typiske forretningsruter i 2010. Lavprisselskaberne varsler yderligere offensiv, mens de traditionelle netværksselskaber vil gå langt for at bevare deres position.

Danske virksomheder med et stort rejseforbrug er mere end almindeligt ombejlede i øjeblikket. Trods et massivt fald i antallet af forretningsrejsende i 2009 er konkurrencen nemlig blevet intensiveret, og flere flyselskaber lægger nu op til en yderligere offensiv for at tiltrække danske virksomhedskunder.

Lavprisselskaber som Norwegian, Easyjet og Cimber Sterling lægger ikke skjul på, at de i år vil satse massivt på at erobre forretningskunder fra netværksselskaberne, når de justerer rutenettet. De har allerede lagt op til et ruteprogram med højere frekvenser på de fleste store forretningsruter end tidligere, og nu fortæller flere af selskaberne, at de er klar til at skrue yderligere op for satsningerne i løbet af året.

Klar til priskrig

- Der er kommet langt mere fokus på forretningsrejsende fra mange i branchen, og konkurrencen er blevet skærpet. I år satser vi endnu mere på forretningsruter ved siden af fritidsruterne. Det viser vi blandt andet med vores nye indenrigsruter, der hovedsageligt er lagt an på forretningsrejsende, siger markedschef i Norwegian Danmark, Johan Bisgaard Larsen.

Også Cimber Sterlings vækststrategi bygger på flere forretningsrejsende allerede i år, og salgs- og marketingdirektør Bjarne Rasmussen understreger, at det kan komme på tale med bedre vilkår til de mest rejsende erhvervskunder. Han ønsker ikke at uddybe, om han her tænker på lavere priser, men Cimber har allerede meldt sig klar til priskrig på flere af de danske indenrigsruter, som i år får konkurrence fra Norwegian.

Ud over Cimber og Norwegian ventes det, at britiske Easyjet senere på året vil gå i offensiven med flere forretningsdestinationer fra København. Lavprisselskaberne skal dog ikke vente let spil i deres jagt på flere erhvervskunder. SAS vil nemlig kæmpe benhårdt for hver en tomme blandt forretningssegmentet, understreger kommerciel direktør Lars Sandahl Sørensen.

- De forretningsrejsendes ønsker til ruter og tidstabeller er afgørende, når vi udvikler ruteprogrammet og justerer tiderne. Det er i forretningssegmentet, at vi har størstedelen af vores loyale kunder, og her vil vi ikke give mere plads til konkurrenterne. Vi vil fortsat udvikle nye features til de forretningsrejsende, og i 2010 vil vi ligesom sidste år være meget aggressive på prisen, siger Lars Sandahl Sørensen.

Den intensiverede konkurrence om erhvervskunderne kan virke bemærkelsesværdig set i lyset af, at antallet af forretningsrejser faldt massivt sidste år. Den økonomiske krise fik nemlig mange virksomheder til at skære i rejsebudgetterne, og mens det samlede passagerfald i 2009 ligger på otte-ni procent, ser det endnu værre ud for antallet af forretningsrejsende. Der findes endnu ingen særskilt statistik på området, men der er i branchen bred enighed om, at forretningstrafikken faldt mere end fritidstrafikken sidste år.

Attraktiv kundegruppe

Tidligere har de traditionelle netværksselskaber som for eksempel SAS, Lufthansa og British Airways siddet tungt på erhvervslivets flyrejser, mens lavprisselskaberne har koncentreret sig om fritidsrejsende. Især det seneste år er mange forretningsrejsende imidlertid begyndt at fokusere mere på prisen, og de skifter i stort omfang Business Class ud med Economy Class. Det har givet nye muligheder for lavprisselskaberne, der nu også er begyndt at tilbyde fleksible billetter og andre features, der er målrettet erhvervslivet.

Forretningsrejsende er en yderst attraktiv kundegruppe for flyselskaberne af mange årsager. For det første er de ofte hyppigt rejsende, og rejserne fordeler sig i modsætning til fritidsrejsende mere jævnt hen over året og skaber bedre muligheder for vintertrafikken. Derudover betaler de forretningsrejsende typisk en højere billetpris, da de ofte bestiller relativt sent og vil have fleksible billetter.

Direktør i rådgivningsvirksomheden Travelbroker Nordic, Ole Kirchert Christensen, fremhæver især, at britiske Easyjet med tiden kan komme til at sætte sig på markant flere erhvervskunder. Med sine rekordlave omkostninger er Easyjet en hård konkurrent for de nordiske flyselskaber, og selskabet har tidligere fortalt, man i fremtiden vil satse mere på forretningsrejsende fra Skandinavien.

 




Markedet lige nu