Underskuddene på de offentlige finanser i flere eurolande vil i de kommende år bliver langt større end tilladt af EU. Det presser disse lande ud i en ekstra pinefuld situation.
21. juni 2009, 05:00
Historisk store underskud, stigende gæld og højere renter. Denne farlige cocktail truer en stribe europæiske lande.
Kombinationen af markant økonomisk tilbagegang og øget pengeforbrug på økonomiske stimulans- og redningspakker er lige nu er ved at få underskuddet på de offentlige finanser til nærmest at løbe løbsk i flere EU-lande.
Flere steder er udviklingen så voldsom, at den er på direkte konfliktkurs med de bøderegler for store underskud, som alle eurolande skal opfylde, og som er indført på tysk initiativ. Bødekassen har det noget vindtørre navn »Stabilitets- og vækstpagten«. Den gør det muligt at give eurolande med uorden i deres økonomi et økonomisk rap over fingrene.
Pagten omfatter i princippet alle 27 EU-lande. Det vil sige, at også lande uden for eurosamarbejdet, herunder Danmark, skal udarbejde såkaldte konvergensprogrammer én gang årligt. De skal kaste lys over, hvordan de offentlige budgetter og den offentlige gæld udvikler sig. Men det er kun lande, der har indført euroen, som rammes af bødereglerne.
Når programmerne er fremsendt, vurderer EU, om forudsætningerne bag programmerne er realistiske, og om der er tale om »uforholdsmæssigt store budgetunderskud«, som det hedder.
Positiv vækst
Hvad der forstås ved »uforholdsmæssigt store underskud«, er nøje defineret. Som udgangspunkt er underskud på de offentlige finanser uforholdsmæssigt store, hvis de overskrider tre procent af bruttonationalproduktet, BNP. Samtidig må den offentlige gæld ikke overstige 60 procent af BNP.
En overskridelse ud over denne grænse kan dog i visse tilfælde finde sted, uden det udløser en bøde. Det kræver, at der er tale om en midlertidig eller helt usædvanlig situation, der er uden for landets kontrol. Den aktuelle krise, hvor der er udsigt til et historisk stort dyk i BNP på op mod fire procent i euroområdet i år, er defineret som en sådan helt særlig situation.
Men flere lande, eksempelvis Irland, Frankrig, Spanien og Grækenland, har fået at vide, at deres underskud er for stort og ikke er ekstraordinære, eftersom flere af disse lande havde positiv vækst så sent som sidste år. Derfor har EU bedt dem om at bringe situationen til ophør. Sker det ikke, kan landene blive tvunget til at indbetale en rentefri deponering eller betale en bod.
Det interessante lige nu er dog, at det er Europa-Kommissionen selv, som har opfordret medlemslandene til at lempe den økonomiske politik med 200 milliarder euro, eller 1,5 procent af EUs BNP, for at bremse den økonomiske nedtur. Europa-Kommissionen har også godkendt hjælp for svimlende summer til den finansielle sektor. Men nu skal Kommissionen pludselig til at skælde en række lande ud for at bruge for mange penge og have for store underskud.
Økonomisk straf
Stabilitetspagten er meget detaljeret, teknisk og fuld af finurlige finesser. Men størrelsen af bøden afhænger af, hvor stort underskuddet er. Der er fastsat en grundtakst på 0,2 procent af BNP samt et variabelt beløb på 0,1 procent af BNP for hvert procentpoint, landet overskrider den fastsatte grænse på tre procent af BNP. Et underskud på fire procent af BNP vil således medføre en deponering på 0,3 procent af BNP. Der vil dog et loft for den rentefri deponering på 0,5 procent af BNP.
Hvis et land året efter, det er pålagt at indbetale en rentefri deponering, fortsat har store budgetunderskud, kan den økonomiske straf hæves, og hvis det store underskud ikke er fjernet efter to år, vil deponeringen som hovedregel blive ændret til en egentlig bod.
Problemet med disse regler er, at lande med store underskud udpines yderligere, når de straffes økonomisk. Men hele målet med pagten er netop at holde landene på rette kurs, så store underskud ikke opstår. Kæmpe underskud kan nemlig true hele fundamentet under euroen.
Før euroen blev indført, kunne de enkelte lande godt lade deres offentlige underskud og gæld vokse. Også selv om det skabte usikkerhed om landets økonomi og sendte renten op. Det var nemlig landets eget problem. Men nu er der tale om et fælles problem.
Stabilitets- og vækstpagten skaber, set på denne måde, troværdighed om det fælles pengesamarbejde. Pagten skulle gerne sikre, at budgetkravene overholdes, og landene holder deres økonomier i nogenlunde god form. Men behagelige er reglerne ikke for de lande, der er havnet i en alvorlig økonomisk suppedas.
