I en heftig strid om Fitness Worlds brug af polsk arbejdskraft anklager fagforening motionskæden for at true polakkerne - bakket op af en hemmelig lydoptagelse. Motionskæden mener, at fagbevægelsen bare vil af med den konkurrerende arbejdskraft.
10. februar 2011, 06:10
- Alle os fyre her er nødt til at kunne stole på hinanden. Hvis I (de polske arbejdere, red.) vil arbejde ekstra, fordi I gerne vil tage hjem med flere penge. Så må I også love os, at I ikke går til fagforeningen, siger en bestemt stemme på engelsk efterfulgt af en tolk, der oversætter budskabet til polsk.
Manden på optagelsen er identificeret som Jim Merulla Jørgensen, direktør i JMJ Byggeservice og aktionær i Fitness World.
Lydfilen er optaget i hemmelighed på et informationsmøde for de polske arbejdere og overdraget til Malernes Fagforening, der finder sagen dybt problematisk.
- Vi overvejer, om der er grundlag for at blande Skat og Københavns politi ind i sagen, siger Bo Rosschou, afdelingsformand for Malernes Fagforening i Storkøbenhavn.
Læs også: Fitness World bukker under for press
Men spørger man Jim Merulla Jørgensen selv, er anklagerne helt ude i skoven.
Han siger i interview til ErhvervsBladet, at hans udtalelser på det omtalte møde, der fandt sted 24. november sidste år, er udtryk for hans generelle uvilje overfor fagbevægelsen, som han hævder, har en dagsorden om at smide de polske arbejdere ud af landet.
- Jeg kan sagtens huske det møde, hvor jeg forklarede lidt om, hvordan det danske system er skruet sammen. Jeg var på mødet stærkt kritisk overfor fagbevægelsen og fortalte at, i de sager jeg kender til, hvor polakker har snakket med fagforeningen, er arbejdet ophørt, og polakkerne er endt tilbage i Polen. Og det er klart, at hvis Fitness World bliver forsinket, af en strejke for eksempel, så kan jeg ikke overholde min deadline og mister entreprisen. Så er der ikke noget arbejde, og så må polakkerne tage hjem, siger Jim Merulla Jørgensen.
Læs også: Fitness World anklages for ny lønfusk
Ifølge Per Lyngbak, administrerende direktør for Fitness World, er sagen udtryk for en hetz mod de polske arbejdere fra Malernes Fagforenings side.
- Det her handler om systematisk jagt på polske arbejdere, Siger Per Lyngbak. Det er ikke hans vurdering, at Fitness World har nogen rolle i sagen, eller at den får konsekvenser for firmaet.
- Det her interesserer ikke nogen. Og der er ikke et eneste medlem, der spørger os om noget som helst. Men vi har mange byggerier i gang på samme tid. I alt har vi omkring 2.000 ansatte. Jeg kan ikke holde styr på, hvad de laver alle sammen, siger Per Lyngbak.
Læs også: Successen fortsætter for Fitness World
Problematisk men ikke ulovligt
Professor og arbejdsmarkedsforsker ved Ålborg Universitet, Flemming Ibsen, forholder sig til åbningscitatet i denne artikel og vurderer, at Jim Merulla Jørgensen ikke har brudt nogen lov med sine udtalelser. Men der er dog flere ting, der er på kanten.
- Det er jo ikke ulovligt, men man kan påpege to ting, der er problematiske. Det ene er at polakkerne formentlig går til sultelønninger. Det andet er, at de undergraver en dansk arbejdsmarkedsmodel. Danskerne bliver arbejdsløse og skattevæsenet får en lang næse. Der er mange tabere i det her spil, men de eneste vindere er de firmaer, der hyrer polakkerne, siger Flemming Ibsen til ErhvervsBladet.






























































