Selv om der kun er få dage til, at den nye selskabslov træder i kraft, ved 9 ud af 10 virksomhedsejere ikke, hvad loven kommer til at betyde for dem.
5. januar 2010, 11:26
Når dele af den nye selskabslov træder i kraft den 18. januar, er de færreste virksomhedsejere klar. 88,5 procent af dem ved nemlig ikke, at de såkaldte ejeraftaler – også kendt som aktionær- og anpartshaveroverenskomster – ikke længere binder selskaberne og deres generalforsamlinger.
Det viser en undersøgelse blandt 200 ejerledere i små og mellemstore virksomheder, som Telemark A/S har gennemført i begyndelsen af december for advokatkæden Advodan.
- Indtil nu har ejeraftaler ifølge retspraksis været bindende for selskabet og generalforsamlingen. Når retspraksis nu afløses af den nye selskabslov, kan virksomhedsejere ikke længere gennemtrumfe ejeraftalers indhold over for selskabet, forklarer advokat Jeppe Nørregaard fra Advodan.
For eksempel vil en dirigent på selskabets generalforsamling ikke længere kunne erklære en generalforsamlings beslutning, der strider mod en ejeraftale, for ugyldig, fortæller advokaten, som anbefaler ejere at få revideret deres ejeraftaler og selskabets vedtægter forud for selskabslovens ikraftrræden.
Den nye selskabslovs bestemmelser om ejeraftaler er indført trods Advokatrådets klare anbefalinger om ikke at ændre ved den hidtil gældende retstilstand.
































