Mindretalsaktionærerne i bank Trelleborg har fået blankt afslag fra Finanstilsynet om at få oplysninger om Sydbanks omstridte køb. Dermed forringes muligheden for vinde et kommende gruppesøgsmål, siger aktionærerne. Socialdemokraterne vil presse regeringen til at frigive oplysningerne.
11. februar 2008, 05:30 – opdateret 14. maj 2012, 02:35
De godt 5.000 utilfredse mindretalsaktionærer i bankTrelleborg, der agter at gå rettens vej i sagen om Sydbanks omstridte køb af den lille Slagelse-bank, støder panden mod en mur af tavshed i Finanstilsynet.
Aktionærerne mener, at købsprisen var for lav i forhold til bankTrelleborgs handelsværdi, og forbereder danmarkshistoriens første gruppesøgsmål mod Sydbank og Fonden for bankTrelleborg.
For at forberede det kommende retssagen så godt som muligt har aktionærernes advokat, Eigil Lego Andersen, søgt aktindsigt i Finanstilsynets akter, herunder navnlig Finanstilsynet godkendelse af tvangsindløsningen.
Resultatet var et blankt afslag.
Ifølge Finanstilsynets svarskrivelse er aktionærerne slet ikke part i den konkrete sag, og har heller ikke via offentlighedsloven krav på nogle oplysninger, idet der er tale om fortrolige oplysninger.
»Det er ren Kafka det her. Hvordan skal vi forberede en sag mod systemet, når systemet selv tilbageholder alle oplysninger. Man kan ikke undgå at få den tanke, at tilsynet må have noget at skjule,« siger Jan Marcher, der har taget initiativ til oprettelsen af hjemmesiden www.btaktier.dk, hvor utilfredse aktionærer kan melde sig og støtte op om den kommende retssag.
Omkring 15.000 småaktionærer fik tvangsindløst deres aktier i bankTrelleborg til kurs 59,30, da Finanstilsynet godkendte Sydbanks overtagelse. Dermed tabte de store beløb. Kursen på aktierne var nemlig 220 fredagen før den weekend i januar, hvor ledelsen kastede sig i armene på Sydbank, der havde den nødvendige pengetank til at sikre tilstrækkeligt med likviditet i den kriseramte Slagelse-bank.
Ifølge Jan Marcher er det helt afgørende for den kommende retssag, at det lykkes at kaste lys over Finanstilsynets håndtering af krisen i bankTrelleborg.
»Vi skal have at vide, hvad der er sket, hvorfor det skete og på hvilken baggrund, tilsynet traf sine afgørelser. Når Finanstilsynet nægter at udlevere oplysningerne, bliver det svært at vurdere de enkeltes ansvar i sagen,« siger Jan Marcher.
I første omgang har Eigil Lego Andersen bedt Finanstilsynet revurdere afgørelsen. Afhængigt af svaret, overvejer advokaten at indbringe sagen for Erhvervsankenævnet.
»Det er dybt problematisk, at en offentlig myndighed kan tvinge private til at afstå deres aktier til en anden part, og så efterfølgende nægte at udlevere dokumentation for at det var lovligt,” siger Eigil Lego Andersen.
Han understreger, at der er en række betingelser, der skal være opfyldt, før man kan foretage en tvangsindløsning af aktier, f.eks. skal man eje 70 procent af aktierne.
»Det kan vi konstatere ikke var tilfældet her, medmindre man ser bort fra bankens egne aktier, hvad vi ikke mener, man kan. Men der er en række yderligere betingelser, som vi vanskeligere kan kontrollere. Vi mener ikke, det er holdbart, at Finanstilsynet nægter at udlevere oplysningerne«, siger Eigil Lego Andersen.
Han regner med, at oplysningerne nok skal komme frem.
»Enten laver Finanstilsynet afgørelsen om, eller også kommer oplysningerne frem på en anden måde. Jeg kan simpelthen ikke forestille mig, at omstændighederne omkring tvangsindløsningen af 15.000 aktionærer til en brøkdel af aktiernes børsværdi kan forblive mørklagt«, siger Eigil Lego Andersen
Den socialdemokratiske erhvervsordfører, Niels Sindal, betegner det som ‘uholdbart’, at aktionærerne ikke kan få oplysningerne ud af Finanstilsynet.
»Aktionærerne har krav på at få at vide, hvad der er foregået i Finanstilsynet. Det kan ikke være rigtigt, at den ramte part i denne sag ikke har nogle rettigheder, fordi alting skal gemmes under et Finanstilsyns-system, der lader borgerne i stikken«, siger Niels Sindal.
Han henviser til, at Bendt Bendtsen i forbindelse med TDC-sagen i Fondsrådet har lovet mere åbenhed på hele det børsretlige og finansielle område, herunder i Finanstilsynet øverste organer.
»Set i det lys må Bendt Bendtsen sikre, at aktionærerne i bankTrelleborg får adgang til den viden, de efterspørger. Det skal frem i lyset, hvad der er foregået«, siger Niels Sindal, der bebuder en række skriftlige spørgsmål til ministeren.
Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra Finanstilsynet.


























































