Millioner af støttekroner til forebyggelse af dårligt arbejdsmiljø brænder inde. Arbejdsgiverne skal have lettere adgang til Forebyggelsesfondens penge, mener arbejdsmiljørådgivere.
3. september 2009, 06:22
Du vil gerne have, at dine medarbejdere får hjælp til at holde op med at ryge, begynder at motionere eller sørge for, at de ikke at blive slidt ned, inden de fylder 40 år.
Gennem Forebyggelsesfonden har din virksomhed mulighed for at søge om penge til projekter, som gavner arbejdsmiljøet for menneskene i virksomheden.
Sidste år udbetalte fonden dog kun 248 millioner kroner, selv om den havde myndighed til at uddele 350 millioner kroner. Begrundelsen fra fonden er, at mange af ansøgningerne er for dårlige.
- Kvaliteten er ofte ikke god nok i forhold til de kvalitetskrav, der stilles til den slags projekter, siger Lone Clausen, konstitueret direktør i Forebyggelsesfonden.
Læs også på ErhvervsBladet.dk:
Sådan tænker du klart i en stresset hverdag
Frustrerede firmaer
Virksomhederne har imidlertid svært ved at tyde, hvad der skal til, før Forebyggelsesfonden uddeler penge. Det oplever man hos organisationen Arbejdsmiljørådgiverne.
- Der er en frustration hos mange af de virksomheder, vores medlemmer hjælper. Det kan være svært at komme igennem med forebyggelsesprojekterne. De skal være objektivt nytænkende. Dermed kan et projekt blive dømt ude, fordi det ikke er nytænkende nok metodemæssigt, men det er det jo for den enkelte virksomhed, siger Jacob Michael Lund, direktør i Arbejdsmiljørådgiverne, og føjer til:
- Det er nødvendigt at give de faglige udvalg tilstrækkelig tid til at få en fælles holdning til de krav, som skal honoreres Man kan mærke, at det er en ny fond, og at professionalismen ved at håndtere sagerne ikke er helt færdigopbygget.
Påstanden om høje krav til nytænkning tilbagevises af foden selv. Virksomhedernes ansøgninger savner ofte en god beskrivelse af, hvad projektet indeholder, eller hvad forandringen er for virksomheden. Selve nytænkningen behøver dog blot at være rettet mod virksomheden selv, forklarer Forebyggelsesfondens konstituerede direktør.
- Det defineres på den måde, at det skal være nytænkende for den enkelte virksomhed. Det skal være noget virksomheden ønsker at ændre til det bedre, beskriver Lone Clausen. Forebyggelsesfonden har fået mange flere ansøgninger i 2009 end i 2008 og regner derfor med at uddele alle 350 millioner kroner i år.






























































