De unge svigter håndværkeruddannelserne, og det kan blive katastrofalt, når flere store byggeprojekter går i gang i 2012.
23. september 2009, 06:14 – opdateret 13. maj 2012, 05:50
Landets erhvervsskoler spejder i år forgæves efter unge til håndværkeruddannelserne – vel at mærke uddannelser, som med stor sandsynlighed giver fuld beskæftigelse fra dag ét, når de unge er færdige om cirka fire år.
- Om få år har vi store projekter som Femern-forbindelsen, metroen i København og letbanen i Århus. Prognoserne har spået et underskud af håndværkere på 12.000, men holder tallene for optaget i år, bliver kommer vi snarere til at mangle 20.000, vurderer Mikael Kaas-Andersen, direktør for Selandia Center for Erhvervsrettet Uddannelse i Slagelse.
Ro om praktikpladser
Tusindvis af unge har fravalgt håndværkeruddannelserne, fordi det har knebet med at få praktikplads – og fordi beskæftigelsen i byggefagene i øjeblikket er helt i bund.
Men ingen af delene er reelle bekymringer, mener erhvervsskoledirektøren.
- Vi har nu fået en langsigtet aftale om skolepraktik i det omfang, der ikke er praktikpladser nok, så nu har de unge en reel garanti for, at de kan fuldføre uddannelsen. Og når de er færdige om fire år, vil der være masser af job i byggesektoren, selv om ledigheden er ret høj lige nu, siger Mikael Kaas-Andersen.
Generelt er søgningen til uddannelserne som håndværker faldet med 35 procent i forhold til sidste år, og på tømreruddannelsen er den næsten halveret. Kun elektrikerne kan næsten holde stand.
I næste uge er Ringsted vært for en stor job- og uddannelsesmesse for unge, og her vil blandt andre Selandia slå på tromme for håndværkeruddannelserne, praktikgarantien og de gode jobmuligheder om føje år.
Jobfest på broen
I Region Sjælland er Mikael Kaas-Andersens skole en af hovedleverandørerne af fremtidens håndværkere, og her forventes alene byggeriet af Femern-forbindelsen at give beskæftigelse til 8.000 mand i hvert af årene 2012-18.
På en nylig konference om byggeprojekter i regionen lød der advarsler om mangel på arbejdskraft fra Svend Erik Hovmand (V), formand for Fonden Femern Bælt Development:
- Hvis de, der vinder licitationerne, ikke kan få arbejdskraften fra Danmark, går de til Tyskland, Sverige, Polen eller andre steder. Vi måtte i sin tid hente hollændere for at svejse hovedledningen til naturgassen sammen – vi havde simpelthen ikke kvalificerede folk i Danmark, sagde den tidligere energi-, bolig- og skatteminister.
Stort set samtidig med Femern-projektet skal København og Frederiksberg bygge den kommende metrocityring for et større milliardbeløb, og andre steder på Sjælland er store projekter om ny infrastruktur lige om hjørnet.






























































