Erhvervslivets rygrad ved at knække

Dansk erhvervslivs rygrad af mellemstore virksomheder har brug for akut hjælp.

Skønt de står for en meget stor del af de danske arbejdspladser og har drevet væksten, er de hårdest ramt af krisen, lyder advarslen fra Michael Rasmussen, der sidder i koncerndirektionen i Nordens største bank, Nordea.

Virksomhederne har meget svært ved at skaffe frisk egenkapital. Derfor har de ikke penge til investeringer i fremtiden - som at etablere sig på nye vækstmarkeder.

»Disse virksomheder har ikke brug for mere gæld. De har brug for risikovillig ejerkapital til de vigtige investeringer. Jeg kan ikke se, hvor de penge skal komme fra. Børsen er lukket for denne type virksomhed, og kapitalfondene kræver noget, der kan sælges igen. Vi har med andre ord brug for incitamenter, der kan få f.eks. pensionsselskaberne til at investere i denne type virksomhed,« siger Michael Rasmussen til Morgenavisen Jyllands-Posten.

Lektor Jan Bartholdy fra erhvervsøkonomisk Institut ved Handelshøjskolen, Aarhus Universitet, bekræfter, at de mellemstore virksomheder har et særligt stort problem med at skaffe frisk egenkapital til at finansiere vækst og investering.

»De mellemstore virksomheder henter normalt egenkapital ved, at en del af overskuddet bliver i virksomheden. Nu er indtjeningen faldet, og ejerne har jo stadig brug for penge til privatforbrug. Derfor er der ikke så meget at reinvestere i virksomhederne.«

Det skaber en uheldig cocktail, fordi bankerne samtidig stiller større krav til egenkapitalen for at låne penge ud til virksomhederne, siger Jan Bartholdy.

»Den nytiltrådte økonomi- og erhvervsminister, Brian Mikkelsen (K), er på vej med en strategi, der skal hjælpe de mindre og mellemstore virksomheder.

»Vi kommer med en strategi, der skal give mindre virksomheder bedre muligheder for at vokse sig store og blive fremtidens vækstvirksomheder, siger Brian Mikkelsen, der bl.a. vil reducere administative byrder, sende flere offentlige opgaver videre til private virksomheder, og han er også åben for at undersøge mulighederne for at give pensionsselskaber bedre vilkår for at investere i de mellemstore virksomheder.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.



Markedet lige nu