Erhvervsminister Ole Sohn overvejer stramninger af lovgivningen, der skal give mere åbenhed om, hvad der foregår i de store erhvervsfonde.
12. december 2011, 08:10
Der kan være skrappere krav om åbenhed på vej for de omkring 14.000 danske fonde, der sidder på formuer for op mod 600 milliarder kroner. En række af fondene er nemlig ejere af nogle af Danmarks største virksomheder, og de tjener væsentligt flere penge end forventet. Samtidig undgår de at betale milliarder i skat på grund af deres gunstige fradrag, skriver Børsen.
"Folketinget har i 2009 vedtaget en omfattende modernisering af selskabslovgivningen. Jeg mener, det er tid til at overveje en tilsvarende modernisering af fondenes lovgivning," siger erhvervsminister Ole Sohn (SF) til avisen.
Det er især ledelserne i fondene, ministeren vil se nærmere på. Fondene bestyrer store aktieposter i en række af landets største virksomheder. Men det er stort set umuligt at få noget at vide om fondenes strategi, beslutningsprocesser og ledelsesprincipper.
"I de sidste par år har der været enkeltsager, der har rejst spørgsmål ved, om kravene til ledelsen og gennemsigtigheden i de erhvervsdrivende fonde er tilstrækkelig," siger Ole Sohn til Børsen.
Blandt sagerne er blandt andet Enkefru Plums Støttefond, der var delejer af H+H-koncernen, EBH Fonden, der ejede den krakkede EBH Bank og striden i Grundfos' ejerfond.
Lennart Lynge Andersen, professor på CBS, påpeger, at fondene har store indtægter og sparer enorme summer op, uden at det udløser skattebetalinger.
"Billedet er stadig, at fondene akkumulerer indtægter i langt større omfang end forventet, og det modsvares ikke af en tilsvarende skattebetaling. Det skuldes dygtige revisorer og en lovgivning, der åbenbart er mere fleksibel end forventet," siger han.































































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten