Den hidtige direktør for Center for Erhvervsudvikling i Sønderborg fratræder sin stilling i forbindelse med erhvervs-fusion.
30. december 2009, 11:50
Direktøren for Center for Erhvervsudvikling i Sønderborg, Hans Martens, fratræder med udgangen af februar måned 2010, oplyses det i en pressemeddelelse.
Hans Martens har i fem år stået i spidsen for Sønderborgs erhvervsliv som direktør for Center for Erhvervsudvikling. Men efter gensidig aftale med sin bestyrelse fratræder han nu med udgangen af februar måned, oplyses det.
- Sønderborgs Erhvervs- og Turisme Udviklingscenter ser nu dagens lys og med en ny direktør. Jeg er sikker på, at man vil forsætte og udbygge de gode initiativer, der allerede er i gang. For mig personligt er det et godt tidspunkt at søge nye udfordringer, siger Hans Martens, der - frem til den nye direktør tiltræder - fortsat har ansvaret for erhvervsudviklings-delen.
SET er dannet ved en fusion af Center for Erhvervsudvikling og Ferieregionen og danner fra 1. januar 2010 rammen om en øget fokus på erhvervsudvikling i Sønderborg Kommune.









































