Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Energibesparelse på tværs af brancher

Virksomheder skal blive bedre til at tænke helheden ind i vejledning om energibesparelser, mener Håndværksrådet, der forventer ekstra fokus på energirenovering efter COP15.

Danmark skal skære ned på energiforbruget, og dermed skal der tages fat i den eksisterende bygningsmasse.

Det skaber muligheder for håndværksvirksomhederne, der dog skal lære at tænke mere helhedsorienteret.

»Håndværksvirksomheder kan generelt blive bedre til at rådgive bredt om energiforbedringer. En tømrermester kan for eksempel sagtens få øje på, at kunden skal have nye vinduer, men det ville give god mening, hvis han også kunne pege på, at en udskiftning af det gamle fyr kunne være relevant,« siger energipolitisk medarbejder i Håndværksrådet Henrik Lilja.

Han er sikker på, at energirenovering får ekstra opmærksomhed efter topmødet.

»Jeg kan ikke forestille mig, at man kan blive ved med ikke at prioritere det besparelsespotentiale, der ligger i den eksisterende bygningsmasse, hvor op mod halvdelen af hele det danske energiforbrug finder sted,« siger han.

Finansiering med

Henrik Lilja mener, at håndværksvirksomheder, der er i stand til at rådgive bredt om energibesparelse, også selvom det kræver henvisning til firmaer med andre kompetencer, vil have store fordele fremover.

»Vi vil på sigt se langt mere samarbejde på tværs af brancher, ligesom finansieringen vil blive tænkt med. En del af grunden til, at der ikke er flere kunder, der efterspørger de energibesparelser, der allerede nu er rentable, er jo, at det er svært at overskue de mange muligheder,« siger han.

Håndværksrådet har netop kørt en kursusrække med fokus på energirådgivning og salg, og hvor Spar Nord har været inddraget i samarbejdet.

Her har banken kunnet tilbyde kunderne at få lavet en energirapport, der åbner mulighed for ikke blot at låne til det nye køkken, som kunden først efterspurgte, men til samtidig at låne til øvrige forbedringer.

»På den måde vinder både banken, boligejeren, håndværkerne og klimaet,« siger Henrik Lilja.

Værd at følge

Han slår fast, at klimatopmødets indflydelse på daglig-dagen i danske virksomheder bliver meget indirekte. Der vil dog være forskellige afledte tiltag, som det er værd at følge.

»Selv om det ikke alt sammen er noget, der sker i morgen, så får det indflydelse på hele samfundet, og det er vigtigt for de udførende håndværksvirksomheder at følge med i udviklingen. Allerede nu ligger der brugerøkonomisk rentable energirenoveringsopgaver for op mod 200 milliarder kroner og venter. Det tal bliver ikke mindre uanset COP15-resultatet,« siger Henrik Lilja.

Hvad, der reelt sker, afhænger af, hvordan regeringen vælger at leve op til de rammer, der bliver stukket ud fra topmødet.

Håndværksrådet har dog en række ønsker.

»Vi kunne for eksempel godt tænke os, at man kiggede lidt på lejelovgivningen. Som det er nu, har udlejer intet incitament til at lave energirenoveringer. Og dermed bliver lejerne jo snydt for de lavere regninger,« siger Henrik Lilja.

 




Markedet lige nu