Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Elefantgræs, ejendomsvurdering og mættet fedt

Skatteministeriet favner mange hjørner af hverdagslivet i lovkataloget for det kommende folketingsår.

Der har været spekuleret en del i, om Regeringen vil foretage et lyn-indgreb mod de selskaber, som ejer aktier, og som - for at optimere deres skattemæssige stilling - foretager køb og salg forud for starten på indkomståret 2010, hvor aktiereglerne for selskaber ændres markant.

Regeringens lovkatalog rummer ikke oplysninger om et eventuelt kommende indgreb på dette område. Det udelukker dog ikke, at der alligevel kan komme et sådant, men så skal det snart ske, hvis det skal have mulighed for overhovedet at få nogen praktisk betydning.

Skatteministerens bidrag til lovkataloget afspejler, at hans ministerium stadig arbejder med de sidste hjørner af forårets store skattereformpakke. Mange af de varslede lovforslag har således karakter af justeringer.

Fra lovkataloget kan der nævnes følgende:

Udligningsskat for store pensionsudbetalinger: Lovforslaget er en udmøntning af skattereformaftalen. Der bliver tale om en midlertidig udligningsskat for store pensionsudbetalinger. Lovforslaget forventes fremsat i sidste halvdel af februar 2010. Indholdet kendes endnu ikke.

Den offentlige ejendomsvurdering: Skatteministeren har igangsat en udredning af behovet for ændring af reglerne om den offentlige ejendomsvurdering. En egentlig afskaffelse af reglerne har også været på tale. Konklusionen på overvejelserne forventes fremlagt ultimo februar 2010.

Afgift af mættet fedt: I november vil der blive fremsat et forslag om indførelse af en afgift på 25 kr. pr. kg mættet fedt i mejerivarer (smør, ost m.v.) samt i vegetabilske spiseolier.

Klimabeskyttelse m.v.: Skatteministeren vil fremsætte et lovforslag, som giver fradrag for udgifter til plantning af ask, el, elefantgræs, hassel, pil, poppel og præriegræs (flerårige ernergiafgrøder), som bidrager til at forbedre klima og miljø. Forslaget er rettet mod landbruget, men også parcelhusejere og hobbylandmænd vil kunne få fradrag for sådanne udgifter, da en sådan fradragsordning forventes at ville fremme pionerånden på dette område.

Ministeren vil også fremsætte et forslag, der har til formål at forbedre og forenkle vilkårene for personer, der investerer i vedvarende energianlæg.

Skattefokus skrives af skatte- og momsskatteafdelingen i BDO ScanRevision.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.




Markedet lige nu