Der er række forhold som er meget vigitge i denne sammenhæng.

Refinansieres gælden?

Hvad er grundlaget for at investorer ikke skulle refinansiere den amerikanske statsgæld?
Gælden er kun et problem, hvis den ikke kan refinansieres. Ubalancen i den amerikanske handelsbalance skyldes, at eksportbaserede økonomier netop opkøber statsgælden for at kunne bibeholde deres konkurrencefordele. Skulle de stoppe med at købe amerikansk gæld vil deres egne økonomier bliver oversvømmet med likvidietet, og det vil svække deres konkurrenceevne betydeligt,
Amerikanske varer ville derudover blive mere konkurrencedygtige overfor den gældende valuta.
Desuden er der intet pausibelt alternativ til US T-Bond, da ingen andre økonomier over længere tid vil kunne inkorporere den stigning i likvidieten som et kinesisk og japansk skifte væk fra T-bonds ville medføre. Kort sagt det er p.t ikke muligt at skifte væk fra US T-bonds i en længere periode uden at man skader sin egen konkurrenceevne betydeligt.

Devaluering?

En devaluering af USD overfor Yen/RMB'en på cirka
20 - 30 % ville medføre en betydelig aflastning i forhold til gældsbyrden. Når man låner i USD bliver man nemlig også afdraget i USD.

Kreditor - Debitor forhold.

I alm. micro forstand er det skidt at være debitor, fordi der findes sanktioner overfor en. På marco. plan er det ganske anderledes. Hvis US ønsker en omstrukturing af gælden vil dette kunne ske uden indsigelser, da der ikke findes muligheder for at straffe US. Kina kunne sige, at de ikke vil være med til en restrukturering, men så vil US dollaren falde igennem gulvet (og alle ville afkræve den kinesiske fastkurspolitik afsluttet) og gælden vil være reduceret betydeligt.

USA er i en bedre position end man umiddelbart tror. Lig mærke til den kinesiske demografi om 15 år og så den amerikanske demografi om 15 år. USA kan i kraft af sin stærke immigrationspolitik bibeholde en stor gruppe i den arbejdsduelige alder. Det kinesiske samfund med en lav fødselsrate (enbarnspolitikken), lav pensionsalder (55- 50 år) og ingen immigration (størstedelen af de bedst uddannede kineser tager til USA) vil blive for gammelt for hurtigt (har ikke sparet nok op).

Se nedenforstående for en gennemgang af den kinesiske økonomis fremtidige problemer.

Alle store politiske ændringer og reformer i Kina
siden Sovjetunionens fald er dikteret af en grundsætning: økonomiske reformer forud for politiske reformer. Det har været den politiske ledelses arbejdsprincip siden 1990’erne, at man løsende de politiske bånd i takt med, at de blev snærende for den økonomiske udvikling. Efter finanskrisen står den kinesiske økonomi overfor en række fundamentale ændringer som kræver, at den øverste politiske ledelse over de næste 10 år bliver nød til at slippe en enorm mængde af sin kolossale magt for at kunne tage det næste skridt i Kinas økonomiske udvikling.

Siden midten af 2009 er den kinesiske økonomi vokset uhindret af den økonomiske krise. Væksten i det kinesiske GDP ligger omkring 10 % og vil med sikkerhed holde dette niveau året ud. Grundlaget for denne vækst findes i den kinesiske stats injektion af midler igennem en direkte stimulipakke og en indirekte statslig sanktion af bankudlån fra de 4 store statskontrollerede banker samt en række mindre banker. Der er uenighed om størrelsen af denne ekspansive finanspolitik. Den økonomiske iagttager Victor Shih gætter på, at der siden slutningen af 2008 er blevet givet lån for omkring 11.4 trillioner yuan (cirka 9.7 trillioner dkk) alene til lokale myndigheders finansielle platforme, mens de kinesiske bankmyndigheder selv mener tallet ligger omkring 7.4 trillioner yuan (cirka 6.4 trillioner dkk).
Lånene er gået til en bred vifte af anlægsprojekter møntet på udvidelse af infrastrukturen i de kinesiske provinser. Udover dette er der givet direkte stimuli til store statsejede virksomheder, og staten har desuden øget sociale ydelser og udvidet sygesikringen. Pengene fra denne gigantiske ekspansion er desuden gledet ud i det kinesiske ejendomsmarked, det kinesiske aktiemarked og forskellige råvarebørser, hvilket har presset priserne op på især faste aktiver som bygninger, jord og boliger.

Det fald i eksporten som den kinesiske økonomi oplevede i 2008 og 2009 blev dermed udlignet af en vækst i det offentlige forbrug og i anlægsinvesteringer i 2009 og 2010. Kina har igennem statslige institutioner bygget sig og købt sig ud af den økonomiske krise. Den kinesiske politiske elite har samtidig, ved at føre denne ekspansive økonomiske politik, skabt et øget pres på deres eget system. De ændrede forhold i verdensøkonomien afslører en række politiske reformer som eliten nødvendigvis må foretage over de næste 10 år. Nødvendigheden af disse reformer kan forklares ud fra den kinesiske økonomi i sin helhed.

I sin helhed er det kinesiske samfunds samlede forbrug mindre end dets samlede produktion eller sagt lidt anderledes, så er den kinesiske økonomi eksportorienteret. Når kineserne eksporterer deres varer til andre lande modtager de til gengæld valuta som spares op hovedsageligt i form af amerikanske stats- og virksomhedsobligationer samt råvarer. Den begavede amerikanske statistiker Brad Setser fulgte indtil sommeren 2009 udviklingen i den kinesiske reserve af amerikansk valuta og gættede på det tidspunkt den kinesiske valutareserve til at være omkring 1,6 trillioner USD. Dette tal er med sikkerhed kommet et stykke over 2 trillion USD i løbet af det sidste år. USA har siden 2002 med andre ord købt på kredit i Kina, da obligationer er låst valuta som frigives efter en periode. Denne situation har skabt grundlaget for den sammensmeltning af de amerikanske og kinesiske økonomier som er beskrevet af iagttagere med modeordet ”Chimerica”.

Dette forhold vil ændre sig, fordi man i USA og EU over en årrække vil være nødsaget til at ændre sit forbrugsmønster. De gældsplagede stater i USA og EU skal på lang sigt opnå at producerer mere end de forbruger for derved at nedbringe den gældsbyrde som er blevet bygget op siden 2002. De vestlige stater kan på kort sigt gøre dette ved at sætte handelsbarrierer op for udenlandske varer, devaluere valutaen og give subsidier til egne indenlandske producenter. I et sådant klima er det næppe muligt for den kinesiske økonomi at øge væksten i eksporten, idet de europæiske og amerikanske forbrugere samtidig vil være tynget af en høj arbejdsløshed og gældsnedbringelse de næste mange år.

Derudover er det næppe muligt for den kinesiske stat at bibeholde det højde vækstniveau indenfor det offentlige forbrug og investering, da man vil opleve inflation, bobledannelse og meget lave afkastningsgrader eller direkte underskud på flere fremtidige anlægsprojekter. Der er med verdensbankens økonom i Kina Louis Kuijs’ ord overkapacitet i anlægsdelen af den kinesiske økonomi. Det kunne være en mulighed at øge det offentlige forbrug indenfor sociale ydelser, men da den kinesiske stats skattegrundlag stadig er meget lille og inde i en reformperiode vil en sådan byrde skulle opbygges gradvist og i takt med øgede skatteindtægter fra personindkomsterne. Store dele af skattegrundlaget for de kinesiske lokale myndigheder har været baseret på frasalg af jord, hvilket vil blive reduceret i takt med at bygge- og anlægssektoren nedkøles over de næste år. Derfor kræves der reformer af skattegrundlaget med fokus på indkomstskatten. Denne forøgelse af individets skattebyrde vil give et tiltrængt skub til omfordelingen af goderne i Kina, men det vil kunne hæmme udviklingen af privatforbruget.

Faktisk er privatforbruget den eneste del af den kinesiske økonomi som ikke er overstimuleret og som ikke vil kræve faste udgifter for staten. Det kinesiske privatforbrug har været faldende som en del af det samlede GDP siden årtusindskiftet og ligger nu på omkring 36 %. I tal er privatforbruget omkring 1.2 trillioner USD, hvilket er cirka det samme som Englands, men dette skal ses i lyset af at den samlede kinesiske økonomi nu er større end den japanske. Grundene til det lave privatforbrug er mange, jeg nævner i det følgende de vigtigste.
Det indkomstafhængige forbrug lider under en lav erhvervsindkomst samt meget lave eller ikke-eksisterende overførselsindkomster. Statens kontrol med bankerne og specielt rentefastsættelsen gør, at de kinesiske banker trods reformer stadig er meget tæt forbundet til staten, og det statsfastsatte rentespænd rammer den private opsparer, der med en kunstig lav indlånsrente kollektivt dækker statsplanlagte investeringer. Den kinesiske forbruger bliver ikke i samme grad som den vestlige forbruger eksponeret for billige udenlandske varer, da statens fastkurspolitik mellem den kinesiske valuta RMB og USD holder prisen på USD nominerede varer høj. Enorme værdier ligger urørt hen i de store statsejede virksomheder, der for størstedelens vedkomne uddeler dividende til staten og ikke private. Man har desuden fra den kinesiske stats side satset på en generel styrkelse af den statslige sektors magt siden 2002 specielt indenfor innovation og forskning. Dermed får man en statsdrevet innovationsmodel, hvis fokus er eksportdrevet innovation, infrastrukturel innovation og som ikke er gearet til forbrugsinnovation. Den kinesiske servicesektor er samtidig underudviklet, da man hovedsageligt har satset på de tunge produktionssektorer siden 1980’erne.

Det kinesiske privatforbrug er udset til at redde verdensøkonomien, men grundet disse problemer er det tvivlsomt, om det bliver med den hast resten af verden har brug for. Den kinesiske økonomi skal nemlig omstilles fra en eksportorienteret til en forbrugsorienteret økonomi. Og ikke før dette er sket, vil det kinesiske privatforbrug kunne absorbere de amerikanske og europæiske private forbrugers faldende forbrug. Denne omstilling kræver reformer indenfor de nævne områder, og disse ændringer er i sidste ende politiske og ikke økonomiske. Gradvis afgivelse af kontrol med banksystemet, forhøjelse af lønniveauet, frigivelse af finanssystemet, markedsbaseret fastsættelse af valutaen, omfordeling af midlerne låst i de statsejede virksomheder og mindre statsbaseret forskning vil svække statsadministrationens magt og handlemuligheder betydeligt. I den forstand har den økonomiske krise potentialet til at blive en politisk krise for den kinesiske ledelse. En købestærk kinesisk forbruger vil kræve forbrugsrettigheder. Private kinesiske aktionærer vil kræve gennemsigtige økonomiske beslutninger til dels truffet på deres og ikke statens præmisser. En fri fastsættelse af lønnen vil give den kinesiske lønmodtager flere forhandlingsmuligheder, der vil føre til krav om rettigheder på arbejdsmarkedet og krav om basale overførselsindkomster. Finansmarkederne vil i større grad handle i egne og ikke statens interesser. Resultatet af transformationen fra eksport til forbrugsøkonomi vil være gradvis afgivelse af magt fra stat til individ. Denne transformation vil samtidig presse den sociale ”harmoni” i samfundet.

Reformerne vil skabe tabere, hvilket markant vil øge uligheden i samfundet. Begrebet fangnuli (boligslave) som er blevet skabt pga. de eksplosive boligpriser i Kina er blot begyndelsen på den ulighed, der vil udvikle sig i løbet af disse reformer. En ulighed som de kinesiske ledere forhåbentlig vil bekæmpe med ligeså stor villighed som de bekæmper et faldende BNP.

Der er selvfølgelig også den mulighed, at den kinesiske ledelse ikke formår eller vil gennemføre disse reformer og i stedet blot forsætter med en eksportorienterede økonomi. Indenfor de næste år vil Kinas kæmpemæssige handelsoverskud dermed stå i skærende kontrast til det høje arbejdsløshedsniveau i vesten. Dette forhold vil være en åben invitation til vestlige politikere om handelsbarriere mod kinesiske varer. Nationalistiske politikere vil besværliggøre kinesiske virksomheders indtræden på vestlige markeder, da man vil stemple dem som en forlænget arm af den kinesiske eksportpolitik. Foruden dette vil anklagen om valutamanipulation ændre karakter til en decideret handelskrig i WTO. Presset på den kinesiske stat for flere markedsreformer og for lige handelsbetingelser for alle virksomheder vil forøges markant, hvis .
Kina skal desuden forholde sig til sine asiatiske naboer med Indien i spidsen. Disse naboer har alle i mere eller mindre grad kopieret den sammen økonomiske model som Kina, og de har alle den samme resurse at tære på: billige arbejdskraft. En resurse som pga. etbarnspolitikken indenfor de næste 15 år langsomt vil blive knap i Kina. De vil samtidig gøre brug af nationale handelsbarriere, der kan matche Kinas egne som f.eks telekommunikationsfirmaerne ZTE og Huawei p.t udelukkelse fra det indiske telemarked. De asiatiske eksportøkonomier vil derfor i fremtiden indgå i en knivskrap økonomisk kamp med hinanden om den vestlige verdens svindende efterspørgsel, mens de vil vogte over deres eget langsomt voksende efterspørgsel.

Den kinesiske ledelse er klar over dette problem. Wen Jiabao udtalte i forbindelse med nationalkongressens møde i år, at ledelsen i 2009 havde stået overfor sit sværeste år i det nye århundrede, og at de fremtidige opgaver ville blive tungere at løfte end de tidligere opgaver. Det ser ud til at den kinesiske ledelse er ved at løbe tør for udviklingsmuligheder, der ikke indeholder magtafgivende reformer. Forholdet mellem Kina og resten af verden vil dermed ændre sig markant i løbet af de næste 10 år. Der vil opstå flere internationale økonomiske konfrontationer end tidligere, samtidig vil kravene til Kina blive større i takt med at verden presser på for at komme ind på det kinesiske marked. Det eksterne pres på kommunistpartiet og administrationen for økonomisk åbenhed og fair play vil blive suppleret af et internt pres for reform i takt med at behovet for endnu en økonomiske transformation stiger. De to nye ledere i 2012 Xi Jinping og Li Keqiang vil skulle lede Kina i den største økonomiske omvæltning nationen har oplevet, siden Deng Xiaoping begyndte sine reformer i slutningen af 1970´erne.

Noget som måske kan overraske er, at der tales åbent om disse problemer i Kina. På den ene side er den progressive netavis Caixin. Denne har længe været platform for kritiske kinesiske økonomer og samfundsforskere, der benhårdt fremlægger og argumenterer for de reformer som er nævnt i denne kronik. På den anden side har flere statslige kinesiske medier konstateret, at det vestlige finansielle system, som de foreslåede reformer skal formes efter, har spillet fallit. Man mener, at de vestlige finansielle forretningers og de statslige aktørers arbejde i bedste fald har elendig og i værste fald har været kriminelt. I den forstand burde finanskrisen have fjernet en del af berørings- og reformangsten for statsadministrationen. Staten har kunnet føle sig tryg ved sine beslutninger i den nuværende situation og har samtidig kunne finde bred opbakning i befolkningen til en langsommelig reformproces, da statsadministrationen har kunnet sætte sit eget arbejde og system op i mod det, man i Kina betragter som vestlige kasinoøkonomier med bankeliten som den eneste vinder. Det er med andre ord et godt tidspunkt at begynde på næste fase i den kinesiske økonomis udvikling.

Hvordan skal Danmark forholde sig til denne ændring? Danmark skal i alle sammenhænge påpege overfor den kinesiske stat, at der er en ubalance i samhandlen imellem de to lande til Kinas fordel. Desuden skal man påpege, at danske virksomheder ansætter flere tusinde kinesere, og at man dagligt overfører dansk teknologi og produktionsviden fra Danmark til Kina. Det nærværende krav fra den danske stats og fra EU’s side i relation til de kinesiske myndigheder må være kravet om markedsadgang. Alle sager om udelukkelse fra markeder skal i samarbejde med forurettede forfølges indenfor rammerne af den kinesiske lovgivning, WTO og i EU sammenhænge. Den tid hvor den danske stat kun skulle hjælpe med at starte produktionsvirksomhed op i Kina er for længst overstået, det handler i stedet om at være spydspids for danske forbrugsgoder i Kina. Samtidig skal den danske stat og danske virksomheder i det store hele modarbejde handelsbarriere mod produkter produceret i Kina, da dette vil ramme den danske økonomi hårdt, fordi vi har baseret store del af vores produktion i Kina. En handelskrig mellem EU og Kina vil i sidste ende koste danske arbejdspladser.

Den nye tilgang skal være at hjælpe den kinesiske stat i sin overgang fra at være eksportbaseret til at være forbrugsbaseret. Dette er specielt nødvendigt for Danmark, der som en lille åben økonomi har baseret omkring en tredjedel af sin økonomi på eksport. Danske virksomheder og danske statslige institutioner i Kina skal i den forbindelse anlægge de højeste standarder i forhold til de kinesiske myndigheder, forbrugere og medarbejdere. For i en tid hvor det kinesiske marked langsomt bliver et af verdenssamfundets næste store økonomiske stridspladser vil alle aktører blive tjekket og overvåget af de kinesiske myndigheder og forbrugere. Derudover vil høje standarder på arbejdspladserne og i forhold til de kinesiske forbrugere give danske virksomheder et forspring over konkurrenterne, idet kinesiske forbrugere i takt med deres stigende erhvervsindkomst vil kræve bedre kvalitet, mens prisen vil blive mindre relevant.